Fulby - Udstilling februar 2010

Ann Linnemann studie galleri 4 - 27 februar 2010
Fulby
Hans & Birgitte Börjeson
www.fulby.com/

Galleriet glæder sig over at vise Hans og Birgitte Börjesons nyeste keramiske arbejder, helt friske og 'varme' fra årets første brænding i 2010.
Små & store unikke kander, kopper, snapseglas, mini paté-skåle, store krukker...
Hans & Birgitte Börjeson har værksted i landsbyen, Fulby. De arbejder sammen i et tæt fællesskab med at udvikle idéer og finde løsninger på tekniske så vel som kunstneriske udfordringer. Samarbejdet og at give navn efter det sted, hvor tingene produceres, er en praksis med rødder i pottemagertraditionen.
Siden de mødtes i et af Englands rige keramiske områder, Cornwall, har Hans og Birgitte Börjeson evnet at videreudvikle det bedste fra denne tradition.

Mange forbinder først og fremmest Fulby-keramik med saltglaseret stentøj, hvor de har sat de stærkeste spor og høstet mest anerkendelse, bl.a. med priser på den første World Ceramic Biennale i Korea i 2001.

Saltglaseret stentøj kendes på den 'nubrede' blanke overflade.
Denne teknik er en fantastisk god måde til at få en holdbar overflade på brugskeramik. Når almindelig køkkensalt kastes ind i en varm keramikovn, så danner saltfordampningen en kemisk forbindelse med kvarts (flint) i lerets overflade, som derved bliver til en glasur ('glas-lag'). Variationer i farver og tekstur skabes ved at bruge ler med forskellig sammensætning – og begitninger (lerfarver)til farvevariation og dekoration.


Fulby keramik er særligt rigt på tekander, kopper og postejforme. De funktionelle beholdere, der giver dagliglivets ritualer større glæde og sanselighed.
Hans og Birgitte Börjeson er desuden kendt for deres smukt formede store krukker med klare farver og dekorationer. De har udført en række udsmykninger, bænke, fliser, brosten og ikke mindst søjler, og har deltaget på udstillinger, kunsthåndværker- og keramikmarkeder rundt om i Europa.

Hans og Birgitte fortæller, at efter 47 år med keramik og utallige rejser er der altid noget nyt og spændende at videreudvikle. Hver saltbrænding giver uforudsigelige resultater, det til stadighed fører til nye tanker og veje.

Dialogen med fagets egne traditioner og tidens nye strømninger udgør en vigtig platform for dem. Men det vigtigste budskab, der strømmer ud fra værkstedet i Fulby, er at de ikke trækker en grænse mellem pottemageri og kunst, men forener det holdbare med det smukke og til stadighed eksperimenterer med de keramiske materialers uanede muligheder, former, farver og mønstre.
Værk foto: Ole Akhøj DK - Galleri foto: Ann Linnemann