MANUELT DESIGN - Ole Jensen nov-dec 2020
MANUELT DESIGN
Ole Jensen, designer og keramiker DK
UDSTILLING d. 19 november - 23 december 2020
Manuelt Design & Design Manual.. brugsting i stentøj og tanker af Ole Jensen.
En humoristisk og underspillet, - men også dybt alvorlig tilgang til arketyper, brugsfunktion og ting til brug på bord og i køkken.
Designer og keramiker Ole Jensen har beskrevet de enkelte ting og processer med en fin og morsom tilgang i tanke og handling til det, der ligger i at skabe et nyt design.. - eller bare at lave en brugsting, vi alle kender, men ellers ikke analyserer videre.
Ole Jensen viser i sin DESIGN MANUAL, at der er en hel verden af muligheder og udtryk, der kunne få en værdig plads til både ekstra refleksion, - og til brug i køkkenet. Tingene får en egen historie, og håndens arbejde er med til at give det helt specielle udtryk og varme nærhed.
Alle brugsting er udført af hånden i stentøj med og uden glasur alt efter intuition, tanke og idé.
OLE JENSEN - Om Manuelt Design og Design Manual
Som keramiker og designer, med en betydelig interesse for ting med en funktion, har det altid været en væsentlig del af praksis, at få kunsthåndværkets potentiale udnyttet i forhold til begrebet design.
Med ønsket om endnu engang at fastholde funktionen og handlingen, og ambitionen om at gøre projektet så frit og åbent som muligt, opstillede jeg arbejdstemaer, som: Fri Formgivning? Vildt Funktionelt? Absolut håndlavet brugskunst? Manuelt Design?
Det gav god arbejdslyst og overraskende og ligefremme udtryk. Det kunne f.eks. være: Hurtigt at modellere en opsats som tydeligt viser at være sat op. Eller hurtigt at modellere en blomstervandkande som tydeligt viser dens speciale. Eller hurtigt at modeller en si, som tydeligt viser at være netop si. Uden hensyn til, om tingene bliver smukke eller grimme, lige eller skæve, men alene om hver enkel ting udtrykker sin egen funktion på en let og fri måde. Der er næsten ingen grænser for hvilke funktioner, der kan angribes på den måde. Og sådan er de indledende forsøg forløbet.
Elitært eller folkeligt? Her er det næsten det samme.
Selvom det hele er meget håndlavet, så har projektet udviklet sig til at være et sjældent eksperiment udi grundlæggende formgivning og design, og som rummer kimen til en komprimeret designmanual.
Manualen skal beskrive hvordan tingene er tænkt og lavet. Hvilke funktioner der har været særlig vigtige at udtrykke i de enkelte ting. Også hvilke tidligere genstande og værker, der er opstået i tankerne undervejs og således blevet bevidste inspirationskilder.
Min idé med en tekst- og billedpamflet, skal i første omgang ses som et ledsagende værk til alle de håndlavede ting. Vel også, som en kunstnerisk og intellektuel overlevering udi manuel formgivning og design. At lave en analog pamflet på papir lyder måske lidt anakronistisk? Det må det også godt være i sammenhængen!
OLE JENSEN – Udvalgte tekster fra kataloget DESIGN MANUAL
Projekt og katalog er støttet af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968 og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.
EN KOP. Modelleret ret tynd i skærven med en talje, der gør den til en kop, og som man kan gribe om. Absolut ikke noget vildt særligt. Dens lethed og celadonlignende glasur – og mine forklaringer – gør måske alligevel, at den løfter sig fra ren primitivitet og ind i (fin-) kulturelle referencerammer. Måske?
EN STOR FLAD TALLERKEN. En flad lerplade er formet som tallerken. Med en pind er der trukket lange små spor i overfladen. Tanken var, at det skulle give en underspillet antydning af kultivering. Tænker både på japanske tempelhaver og kongelig porcelæn, uden at resultatet dog når nogen af delene. Men tanken var god!
EN SALATSKÅL. Har modelleret skålen tyndt og monotont for at give den lethed. Den fik overraskende, men ganske passende, karakter af noget sprødt og krøllet. Lidt som et krøllet salatblad. Her i en tidlig udgave, som fortjener en plads i manualen.
EN LILLE KANDE. Det var svært at lave kander, der var frie og lette i udtrykket. Her en ganske lille, hvor korpus og tud stort set er et, og hvor det hele er blevet let og ligetil. Jeg synes, den blev fin med sin tynde og transparente glasur. Man skal måske være særlig interesseret i kander for at synes, at den er noget særligt?
ET FAD. En lerklump udrulles og tager en lidt tilfældig form. Kanten løftes og formes let, så tingen bliver et fad. Egentlig lidt for simpelt. Den matte glasurs evne til at overraske og give selvstændigt og ukontrolleret liv til tingene gør, at fadet alligevel sniger sig med i manualen.
ET STORT OVNFAD. Tænker, at det skal udstråle varme. Arbejder med leret, som var det tungt, tempereret kød. Kommer i processen til at tænke på Peter Voulkos og Gareth Mason eller danske Jørgen Hansen og deres vildt voldsomme behandling af leret. Har nok altid haft drømme om at kunne være lige så vild og blive ét med leret. Det kan jeg bare ikke. Det bliver dog et ret ”varmt” og groft bearbejdet ovnfad, som måske kan bruges med lidt god vilje.
EN BLOMSTERVANDKANDE. En tidlig og ret naivt udseende form. Udtrykket forstærkes af den matte og mælkede glasur i en grad, så tingen netop fremstår uforfinet og jordnær. Det passer egentlig også meget godt til dens virke som blomstervandkande.
EN CITRUSPRESSER. Her formet næsten som en klassisk citronpresser i glas. Først modelleret tykt og overordnet og senere skåret til endelig form. Selvom det er lidt svært, bliver udtrykket alligevel skarpt og syrligt. Ganske passende for en citruspresser.
EN SI. Modelleret ret tynd med bevidstheden om, at den skal være ”utæt” med huller. Det viser sig, at jeg i det bløde ler kan prikke huller og efterfølgende presse med en finger fra begge sider. Det giver nogle ret bløde og venlige huller. Til sidst får den et par hurtige og funktionelle greb, som vel nærmest er inspireret af typisk industrielt fremstillede dørslag, selvom den slet ikke kommer til at se industriel ud. Denne si var den første, jeg lavede. Den er glaseret meget tyndt og blev meget rå i sit udtryk. Ligner næsten et mosefund.
EN VASE. Vil modellere en ting, som viser, at den har et vandreservoir, kan holde på blomster og kan stå uden at vælte. Og helst ikke ret meget mere. Det kommer der en meget naivt udseende form ud af. Den blanke og uperfekte glasur giver tingen et næsten ”amatøragtigt” udtryk. Men fordi den i overvejende grad alligevel udtrykker det, der var tanken, er den med i manualen.
EN OPSATS. Skålformen formet ret hurtigt. Tænker intuitivt, at nu skal den virkelig ophøjes til en opsats. Modellerer hurtigt, og uden tanke på detaljering, tre trekantede spidse ben på skålen. Den kommer virkelig ”op at stå”, på skæve ben. Vildt simpelt, men også lidt frisk. Den får lov til stå helt uglaseret.
UDVALGTE TIDLIGERE UDSTILLINGER OG VÆRKER - OLE JENSEN
Legendarisk – Ann Linnemann Galleri 2018
Øverste række kander af Niels Lauesen og nederste række af Ole Jensen
- solgt til NyCarlsbergfondet.
← Termokande 2002, ABS plast. Producent Royal Copenhagen A/S
← Kande - Primal Pottery 2015
Hånddrejet rødler, indfarvet glasur
← Tekande - Paustian/Royal Copenhagen 1993. Støbt fajance, gul/sort glasur
← Tekande - 2017
Modelleret lertøj, mat grå glasur
World Cup - Ann Linnemann Galleri 2017
International udstilling/konkurrence
”At lave en ting, som fremhæver og ophøjer koppens primære egenskab, - at rumme, på en enkel og tydelig måde. De nye kopper er lavet med simpel modellering. Der er altså ikke tale om nogen særlig ekvilibristisk teknik. Modelleringsteknikken giver mulighed for at forstærke og fastholde den overordnede ide uden at lade sig forføre af en raffineret teknik. Kopperne bevarer ideens og skitsens karakter i deres endelig udtryk. Måske, er det specielle at de er så enkle og ligefremme, - ja, næsten primitive i deres udtryk. Tre tynde ben ophøjer koppens kumme.
Modelleret rødler, mat højtbrændt glasur i hvid, gul og transparent.”
Form & Fantasi - Ann Linnemann Galleri 2012
”Det er ikke så let at komme i form og være fantasifuld, og i begyndelsen gik det lidt trægt. Tingene blev for tænkte og for lidt frie. Godt hjulpet af foråret, sommeren, farverne og fænomenerne kommer man alligevel godt i gang med leret og den ene ting tager den anden. Det er som om der fremmanes en næsten frygtløs tilstand med ny åbenhed for æstetiske kvaliteter hinsides det perfekte, 'den gode smag', stilistisk orden og hvad der moderne eller umoderne. En tilstand som ikke nødvendigvis forventes at være permanent.”
OLE JENSEN (f. 1958) uddannet på Designskolen Kolding 1981-85, Kongelige Danske Kunstakademi 1985-89.
UDSTILLINGER Staging the Object, CLAY KeramikMuseum; Stereo Exchange, Frederiksberg; Biennalen for Kunsthåndværk og Design 2019. SUNSHINE - Unique Utilitarian Objects, Køppe Contemporary Objects 2018. Everyday Life – Signs of Awareness, 21st Century Museum of Contemporary Art, Kanazawa, Japan 2017. Designmuseum Denmark; Gallery FUMI, Sardinien 2016. Mindcraft 2016,15,09,08, Milano. Copenhagen Ceramics, 2012. Röhsska Museum, Gøteborg, 2006. Legendarisk 2018; World Cup 2017; Form&Fantasi 2012.
LEGATER Thorvald Bindesbøll Medaljen, 2004; Torsten and Wanja Söderbergs Pris, 2006; Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat, 2009; Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds Hæderslegat, 2012. REPRÆSENTERET Designmuseum Danmark; Ny Carlsbergfondet; Victoria & Albert Museum, London; Röhsska Museum, Gøteborg; Indianapolis Museum of Art, Indiana.
DESIGN Royal Copenhagen, Louis Poulsen, Normann Copenhagen, Muuto.
www.olejensendesign.com
BIOGRAFI - OLE JENSEN
Født 1958
Keramiker og designer
Bor og arbejder i København.
UDDANNELSE
Designskolen Kolding, 1981-85; Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, 1985-89.
UDSTILLINGER
Lertøj, Udstillingsted for Ny Keramik, København, 2000 (solo); Brugskunst, Galleri Nørby, København, 2003 (solo); Danish Design Project, MoMA, New York, 2004; Retrospektiv udstilling, Röhsska Museum, Gøteborg, 2006 (solo); Mindcraft 08, Milano, 2008; European Design Since 1985, - Shaping the New Century, Indianapolis Museum of Art, 2009; Mindcraft 09, Milano, 2009; It’s a Small World, Dansk Design Center, København, 2009; Kunst til Hærvejen, Statens Kunstfond, 2010; Form og Fantasi, (med Louise Birch), Ann Linnemann Studio Galleri, København, 2012; The Opening, (sammen med Claydies), Copenhagen Ceramics Gallery, København, 2012; Mindcraft 15, Milano, 2015, Mindcraft16, Milano, 2016, Sunshine, Køppe Contemporary Objects, København, 2018; Biennalen for Kunsthåndværk og Design, Nordatlantens Brygge, København, 2019; Ceramic Momentum, CLAY Keramikmuseum Danmark, Middelfart, 2019.
LEGATER OG PRISER
Designfondens Design Pris, 1997; Sølvsmed Kay Bojesens Mindelegat, 1997; Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendium 1998; Thorvald Bindesbøll Medaljen, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2004; Torsten and Wanja Söderbergs Pris, Sverige, 2006; Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat, 2009; Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds Hæderslegat, 2012.
REPRÆSENTERET
Statens Kunstfond; Designmuseum Danmark, København; Ny Carlsbergfondet, København; Trapholt Kunstmuseum, Kolding; Victoria & Albert Museum, London; Museum für Angewandte Kunst, Køln; Röhsska Museum, Gøteborg; Indianapolis Museum of Art, Indiana; Habitare Collection, Design Museum, Helsinki.
DESIGN SAMARBEJDER
Royal Copenhagen; Louis Poulsen; Normann Copenhagen; Muuto; Innometsä.
www.olejensendesign.com