Viser opslag med etiketten ... Akio Takamori USA/Japan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ... Akio Takamori USA/Japan. Vis alle opslag

Still in Love - Udstilling november 2011




Still in Love

Sten Lykke Madsen & Akio Takamori
Udstilling 3 november - 3 december 2011
En muntert reflekterende begejstring for erotisk kærlighed

Varm livsappetit, humor og fortælleglæde..
Akio Takamori og Sten Lykke Madsen synes altid at arbejde med kærligheden til mennesket for øje.
Akio Takamori er fra USA/Japan og Sten Lykke Madsen er fra Danmark.
De to venlige sjæle har arbejdet sammen denne sommer på værksted i Danmark, hvor de hver især har ladet sig udfordre til at skabe nye kermiske værker om kærlighed og det erotiske.
På udstillingen ses en muntert reflekterende begejstring for den erotiske kærlighed. De viser her deres uopslidelige livsappetit og kærlighed til det keramiske materiale, kunst og mennesker.

Fra tidernes morgen giver historien eksempler på erotisk kunst – fra de første lerfigurer, frugrbarhedsgudinder og erotiske billeder til utallige kommentarer i samtidskunsten.
Erotisk kunst fremvistes i hemmelige museumsafdelinger og bag forretningsdisken, men er en evigt eksisterende og betydelig del af den kunstneriske udtryksverden - til glæde og forargelse hos den nysgerrige beskuer.


Sten Lykke Madsen er kendt for sine fabelagtige, humoristiske figurer, der på underfundig vis fører beskueren ind i en anderledes verden af hybrid mellem dyr og menneske.
Temaet erotik og kærlighed er altid nærværende i Sten Lykkes motivverden. Han tager med uudtømmelig fantasi og humor fat på nye former og streger for at give beskueren nye oplevelser.
På denne udstilling kommer blandt meget andet sovekammerets kommode til at stråle af erotiske eventyr, mens figurerne leger med hinanden og beskuerens forestillingsevne.


Akio Takamori er berømt for sine figurative værker og mesterlige tegninger på keramisk form.
Her tager han lystigt udgangspunkt i race, køn og samliv. Han bruger ofte vasen, beholderen som grundform, hvorpå personerne, figurtegninger frit bevæger sig udenpå og indeni formen i en sanselig streg.
Akio fortæller her om det erotiske og kærlighed, der leder tankerne hen på hemmelige rum og skjulte sider, der afsløres rundt om og indeni formen. Han synes at fortælle om flere sider i det erotiske liv og lader sig ikke stoppe af løftede pegefingre og utidige moralske hensyn.

Akio Takamori - Udstilling august 2009


Foto
Ole Akhøj


Akio Takamori
Ann Linnemann studiegalleri 6 - 29 august 2009


Akio Takamori er en genialt fortællende form- og billedkunstner. Han mestrer at forene billede og form, det todimensionale med 3D på en eventyrlig måde der på mystisk vis fører beskueren op i en syvende himmel.
Takamori er en af verdens absolut førende keramiske kunstnere, hvis værker MÅ opleves i virkeligheden. Nu er chancen der for at se hans nyeste værker på denne særudstilling i København. Akio Takamori bor og arbejder i USA.

Tegning, farve og form smelter perfekt sammen i Akio Takamori’s værker. Det kan være en keramisk vase, men hvert værk er som et billede, der vokser ud af den keramiske form og synes at bevæge sig mod beskueren for at fortælle sin helt egen historie. Nuancerne i paradokset er Takamori's endelige mål. Han søger sin egen vej til at forene leret, ideen og en entusiastisk skabende proces. Han når dette punkt, hvor ingen af disse kvaliteter er ude af balance eller fraværende fra værket. Det hele forenes i en sammensmeltet visuel dialog. Han opnår det øjeblik, hvor værket ophører med at være et medium eller forsøg på at meddele en ide, og ser ud som har det eksisteret til evig tid.
Se artikel: www.criticalceramics.org/reviews/shows/takamori.shtml

(Fotos af værker til udstillingen er modtaget af kunstneren)