BAD BOYS .. Peder Rasmussen maj-juni 2019




BAD BOYS
- og andre historier

Terrakotta af Peder Rasmussen
Udstilling d. 9 maj – 8 juni 2019

Bad Boys og andre historier (...hvoraf flere ender godt)
Peder Rasmussen kan det der med at levere sit budskab på en humoristisk måde
- og i keramik, der får alle med på historien og sammenhængen med materialet.

Han debatterer nu med sin samtid i billedvaserne Bad Boys, Happy Ending og Gammel Ged med referencer til både #MeToo, og personlige erfaringer.

Vi er omgivet af utallige tekniske accessories, der er blevet så stor del af hverdagen, at det er vanskeligt at forestille sig den helt enkle og fysiske tilstedeværelse. I modsætning hertil har stadig flere opdaget det keramiske materiales kvaliteter og muligheder for kontakt med det jordnære.

Peder Rasmussen er ikke videre jordnær, men kan nærmest kaldes visionær, - hvis han overhovedet er til at fastholde!
Men han taler med både et nærvær og en relevans, der får os til at lytte... - eller se efter, når det gælder hans billeder på de keramiske krukker.
Nysgerrigt må vi bevæge os rundt om hans værker for at få det hele med. Eller simpelthen dreje på dem, som udstillingen åbner mulighed for.


Til udstillingen har han set på de græske, romerske og etruskiske terrakotta-vaser, malet i enkle kontrastfarver.

Han skriver om de nye værker: ”..det kunne være interessant at se - i en verden, hvor alverdens materialer og teknikker er tilgængelige og i den grad bliver brugt – hvad man mon selv ville kunne lave, hvis man blev pålagt så strenge restriktioner.

Hvad hvis man selv kun måtte bruge uglaseret ler og en enkelt farve?
Hvordan påvirkes man kunstnerisk af så begrænsede muligheder? Når valget består af, om det skal være sort figur på lerets baggrund – eller omvendt.
Lidt som at bruge sort/hvid frem for farvefotos. En slags 'dogme' for keramikere.."
Se hele teksten på de sidste sider..

Peder Rasmussen er pottemager, kunstner og en af Danmarks få store kultur-personligheder, der tager det keramiske fag alvorligt. Han involverer sig i alt fra at skrive kritiske indlæg til som forfatter at udgive bøger med keramisk tema.
For keramikere og andet godtfolk, er han evig debattør og til tider provokatør, - men først og fremmest en, der kan sit håndværk og spiller med fra alverdens humoristiske vinkler, med en skarp tunge, et klart blik og øje for historiske temaer, som han gentænker og involverer sig i med sine værker.


Som forfatter har Peder Rasmussen beriget sine læsere med den kunsthistoriske fortælling ”Familie på Træben. Om J.F. Willumsens Familievase, 2016”.
Han formår at skrive til sit publikum om de keramiktekniske og nogle ville sige ”nørdede” analyser af glasurkemi og materialeforståelse, så næsten alle kan være med, og samtidig at give et personligt indblik i den historiske tid, der skabte dette mesterværk.

Tidligere udstillinger i Ann Linnemann Galleri var KUNSTGREB i 2016, hvor værkerne under pseudonymet Gert Pedersen var udført i tæt samarbejde med Michael Geertsen, en udstilling, der bød på illusionistiske værker.
De tog os ud på en eventyrlig rejse hvor alt kunne ske… og skete. Her dukkede dyr og mennesker op fra kendte og ukendte verdner. De tumlede rundt i et univers af krukker og geometriske former, hvor det var næsten fristende ufarligt at gå ind og forsøge sig med nye landvindinger.
UDE I SKOVEN i 2011, viste figurer og fade, der opstod i vinteren (2010-11), hvor Peder Rasmussen arbejdede med den italienske majolika-teknik, han første gang stødte på, da han i 1970 for en periode bosatte sig i Faenza, fajancens hjemby.

Tak til Statens Kunstfonds Projektpulje for støtte til Galleriets formidling i 2019.

TEKST AF PEDER RASMUSSEN
BAD BOYS - og andre historier
(…hvoraf flere ender godt)
Terrakotta af Peder Rasmussen


TERRAKOTTA
Noget af den bedste keramik jeg kender er de græske, romerske og etruskiske terrakottavaser, som findes på både Glyptoteket og Nationalmuseet – og i talrige andre samlinger.
Bare simple materialer: Blåler eller rødler med sort farve – det er det!
Jeg har længe tænkt, at det kunne være interessant at se - i en verden, hvor alverdens materialer og teknikker er tilgængelige og i den grad bliver brugt – hvad man mon selv ville kunne lave, hvis man blev pålagt så strenge restriktioner. Hvad hvis man selv kun måtte bruge uglaseret ler og en enkelt farve?
Hvordan påvirkes man kunstnerisk af så begrænsede muligheder? Når valget består af, om det skal være sort figur på lerets baggrund – eller omvendt. Lidt som at bruge sort/hvid frem for farvefotos. En slags ”dogme” for keramikere.

Ville dette faktum i sig selv generere nye fortællinger? Er det måske efterhånden sådan, at de endeløse tekniske muligheder i virkeligheden kan virke hæmmende på den fortælling, der presser sig på? De kræver jo også deres plads. I megen samtidskeramik er materialet nærmest fortællingen i sig selv. Der er jeg så ikke!

I hvert fald fik jeg lyst til at underlægge mig disse betingelser og se, hvad der ville ske.
Jeg er uddannet pottemager, så drejning ville egentlig være den naturlige vej for mig, især når det gælder cirkulære former.
Men også her har jeg forenklet: Alle former er modelleret.
Der sker nemlig det interessante, at hvor man i drejeprocessens relative højhastighed bliver tvunget til at forholde sig til profilen, hvor man jo arbejder, så giver modelleringens langsommelighed mulighed for at forholde sig mere nuanceret til hele formen og en mere varieret stoflighed.
Mine nye vaser er basalt symmetriske, men modelleringen har gjort dem en anelse mere levende i formen - håber jeg da.

Den cirkulære krukke er en ideel baggrund for fortællinger af nærmest filmisk karakter. Det vidste antikkens keramikere alt om. De fleste af mine nye krukker kan derfor betragtes som visuelle båndsløjfer. Motivet smyger sig rundt om formen. Hvad man ser lige nu skaber forventning om noget mere. Man bliver nysgerrig. I modsætning til, hvor det angår maleri, kan man ikke se det hele på en gang. Man må bevæge sig – eller dreje vasen. Det er en dynamisk billedform, hvor rytmen spiller en helt afgørende rolle – den driver spillet.

Jeg har arbejdet med langstrakt ovale former også. Her bliver billedet opdelt i to afsnit. De gamle opnåede det samme ved hjælp af hanke på korpus. Fint til skildringer af her og der, før og efter… osv.

Når man ikke har mange farver at operere med, må man være opfindsom med, hvad man har. Derfor sætter denne teknik gang i et intensivt brug af variationer mellem for eksempel sort streg på rødt felt, rød streg i sort felt.
Man ridser, skraber og maler, men kun en farve er tilladt: sort!
Ornamenter kommer til at spille samme rolle som gradueringer spiller, når man arbejder med flere farver og glasurglans. De ”tomme” områder skal jo også leve, selvom de ikke direkte er med i fortællingen. På mange måder er det lidt som i tidlige træsnit – eller i kalkmalerier, som jeg af en eller anden grund også har fået på hjernen i løbet af denne proces.

Vaserne deler sig op i to hovedgrupper – de meget direkte fortællende og så nogle mere kryptiske... også for mig selv.
I de fortællende vaser er handlingen ofte bundet sammen af ornamentik. Det har mest at gøre med en følelse af visuel nødvendighed.
Måske også med det ”horror vacui” som jeg nok lider lidt af. Jeg roser mig dog af, at en enkelt høj vase er helt uden dekoration, altså ren form – bare rytme i opstablingen af dens elementer.
De ”kryptiske” skildrer ofte personer, der mosler rundt i en uoverskuelig og fragmenteret verden. Jeg har søgt inspiration i renæssancens og barokkens grottesker, der jo egentlig er en old-romersk kunstnerisk strategi. Den virker forhåbentlig stadig.

INDHOLDET
Krukkens univers – for nu at kalde dens dobbeltkrumme flader noget lidt prætentiøst – er yderst velegnet til figurer, der svæver vægtløse rundt i deres egen verden. Og mine krukker er fulde af figurer - herrer, damer, dyr, genstande og ornamenter i mere eller mindre skønt samspil. Jeg ville strække pointen for langt, hvis jeg påstod, der er mening med det hele.
Faktisk har jeg kaldt en af krukkerne Stop Making Sense, en linje fra en gammel sang af Talking Heads, der for et par år siden blev tema for en hel stribe billedvaser, der bare ikke er med her.

Men nogle af vaserne har et ret specifikt indhold. Ikke heroisk som så ofte i antikken, men mere samtidigt – nærmere antiheroisk. For mens jeg har arbejdet med serien, har #metoo-kampagnen hærget hele det kulturelle landskab. Man har alene i sin egenskab af mand måttet se sig udråbt som nærmest utæmmeligt vilddyr.
Så min vase Bad Boys er en ren tilståelsessag: Ja, vi kører for hurtigt - ja, vi kigger efter pigerne, mindst - ja, vi æder og drikker… og ryger! Og vi fiser!
Kort sagt: Vores ubærlige ageren er ulidelig, og verden ville sikkert være et bedre sted uden os. Men måske også bare en anelse kedeligere…?

En anden vase, Happy Ending handler om, at selv om mødet mellem kønnene af og til kan begynde lidt akavet, måske oftest gør det, så er chancen der for, at det kan ende godt, til stede. Tag det fra en mand, der har været lykkeligt gift i over fyrre år.

En større oval billedvase, Party forestiller en fest her i huset – i hvert fald en større sammenkomst. Jeg har altid været tiltrukket af skildringer af mange mennesker sammen i en eller anden form for dynamisk samspil, men har aldrig rigtigt kunnet finde ud af, hvordan det skulle kunne gøres på en billedvase.
Jeg er en stor beundrer af Max Beckmann og R.B. Kitaj, som i den grad har haft menneskelig ballade på programmet – og denne vase er inspireret af begge – og så le Corbusier, der gav mig ideen med at lægge de store samlende ornamentale figurer ind over handlingen.

Gammel Ged er historien om, nåh ja, den gamle ged, der kaster sig ud i endnu en runde.
Krukkens cirkulære form er brugt som baggrund for et optog af tumlende figurer.
Ingen særlig morale – eller moral!
Udstillingens sidste afsnit består af et par figurer, der blev til nærmest som en konklusion på projektet. Flere af de ornamenter og detaljer der ellers optræder på vaserne, har her bevæget sig ud i fri dressur.
Heller ikke her er der megen mening at finde, men forhåbentlig et pænt drys visuel poesi, som er det, alting drejer sig om.

BIOGRAFI
PEDER RASMUSSEN er født i 1948. Keramiker og forfatter. Uddannet hos Kähler Keramik i Næstved 1966-70. Istitutto Statale per la Porcellana, Firenze 1970-71.
Værksted med keramikeren Karen Bennicke siden 1972.
Medlem af udstillingsgruppen MULTI MUD 1980-85 og END 2007-08.
Gæstelærer på Designskolen i Kolding 1983-99 og Danmarks Designskole 1991-95.
Kurator af flere udstillinger, bl.a. på Designmuseum Danmark, Kähler Keramik, 2002 og J.F. Willumsens Familievase, 2016.
Forfatter til bøgerne Kählers Værk, 2002. Reistrup, Udsmykninger og keramik, 2006 og Familie på Træben. Om J.F. Willumsens Familievase, 2016.
Formand for Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-13.
Tildelt Kaj Bojesens Mindelegat, C.L. Davids Legat, Ole Haslunds Kunstnerfond og OJD-Fondens Keramikpris, samt Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse.
MUSEER og SAMLINGER Victoria & Albert Museum, London. Designmuseum Danmark. Kunstmuseum Trapholt & CLAY Keramikmuseum Danmark. Nationalmuseum Stockholm & Röhss Museum of Decorative Art, Gothenburg, Sverige. National Museum & Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, Trondheim, Norge. Keramion, Frechen, Museum für Kunst und Gewerbe, Hamburg & Hetjens Museum, Düsseldorf, Tyskland. Statens Kunstfond, Sverige & Danmark, Annie og Otto Detlefs Fond, Danmark.
www.pederrasmussen.dk

FILM - part 1: www.youtube.com/watch?v=XXcNWV8kmaM&feature=related
FILM - part 2: www.youtube.com/watch?v=u17BfEl4f0U&feature=related