I ET NU Contemporary Function april-juni 2017


I ET NU - Contemporary Function
Ursula Munch-Petersen & Steven Rolf USA

Udstilling d. 27 april - 10 juni 2017
Åbningsreception torsdag d. 27 april kl. 16-19.00

Samtidskunst & nutidig funktion - fra pottemager til industrielt design.
Mødet mellem dansk kunsthåndværker og designer Ursula Munch-Petersen og en yngre amerikansk pottemager Steven Rolf sætter det håndlavede og industri produktet ind i en dialog om værker til daglig brug.

Udstillerne udfordrer brugsfunktion, design, tradition og nutid på original vis.

Ursula Munch-Petersen er opvokset med dansk design, kunsthåndværk og brugstradition, mens Steven Rolf relaterer til amerikansk håndværk og Minnesota-områdets keramiktradition.
De arbejder begge med fokus på brugsfunktion og et idealistisk forhold til brugeren, en høj grad af bevidsthed og ærlighed i forhold til daglig brugskvalitet og et formmæssigt raffinement af genkendelig karakter med spor af håndens og tankens berøring.

Spændingsfeltet i modsætningernes møde er at finde interessante sammenhænge, ligesom i sproget at finde frem til ordenes vandring eller i kultursammenstød at opleve fælles referencepunkter.

Inspiration fra Japan og British Studio Pottery til moderne brugsting og nutidige idékoncepter præsenteres ligeledes i form af Tableau'er og Stilleben med værker af australske keramikere Kirsten Coelho og Prue Venables, samt danske Anne-Mette Hjorthøj, Ann Linnemann m.fl. (Fotos af tidligere værker)

Udstillerne forenes i deres kærlighed til form, brug og materiale på trods af afstand, udtryk og kulturforskelle.

URSULA MUNCH-PETERSEN er anerkendt for sine brugsvenlige design i industriel produktion.
Fra smukt kunsthåndværk er hendes værker blevet til gode industrielle produkter, der ofte rummer samme følelse som i godt kunsthåndværk, - en ærlig forbindelse mellem håndens arbejde og brugsfornuft.
Gennem årene har hun skabt et utal af brugsting, eksperimenter og prototyper til design for industri eller værkstedsproduktion, samt unikke værker og bygningsudsmykninger.
Få har som Ursula forstået og formået at forene nyt design med håndværk, til daglig brug.
Mange kender LÆRKESTELLET og URSULA - fade, skåle, kopper og kander i stærke farver og karakterfulde karakteristiske former.
Denne udstilling rummer nogle af de værker, der nu efter industriens kvalitetsmæssige 'fallit' og 'outsourcing' er værdifulde samlerobjekter, fade og skålesæt fra Royel Copenhagens produktion og Ursulas eget værksted.

STEVEN ROLF - USA
”Som pottemager, laver jeg unikke funktionelle genstande, der er beregnet til at blive brugt dagligt. Jeg har gjort det til min opgave at lave objekter, der passer til hånden og forhåbentlig engagerer brugerens øjne, hoved og hjerte lige godt. Mit arbejde hylder den helt almindelige daglige gøren at spise, drikke, oplagre og hælde.
Smukke objekter har evnen til at aktivere tanker og følelser. Interessante og gode lerbeholdere gør dette for mig, fordi de er lavet af lerjord, og 'mudder' efterlader spor og registrerer udøverens berøring, indfanger hans eller hendes ideer på tidspunktet for udøvelsen/skabelsen. Krukker handler desuden om at indeholde. Denne rummelighed relaterer til brug, krop, volumen, rum, - og tilmed til at indeholde idéer som metafor.
Mit arbejde anvender den fysiske proces ved 'lagring', der beskriver en form for krukkens vækst, både indad og udad. Materialets addition og subtraktion efterlader en registrering af tid i arbejdet. Lag på lag af vådt ler over læder-hårdt ler svarer til transformationen af et landskab, såsom et eroderet flodleje.
Som skaber af one-of-a-kind funktionelle objekter, bruger jeg det udsagn, at jeg overfører følelse gennem subtil berøring under arbejdet. Mit håb er, at mine krukker vil blive brugt hyppigt i dagligdagen af dem, der bringer dem ind i deres hjem, og at de vil opnå en egen tilknytning i den måde, de inddrager værket i deres liv.”

URSULA MUNCH-PETERSEN - DK
”Jeg har arbejdet med ler og keramik i 60 år. Der har været mange udstillinger undervejs. Arbejdet har været omtrent ligeligt fordelt mellem modellerede genstande og udsmykninger, - og så brugsting.
Det ene har ikke fyldt mere eller været vigtigere end det andet.
Brugsting kræver nok mest hvis man producerer det selv. Kommer tingene i produktion er en del af arbejdet samarbejdet med produktionssted og marketing.
Ved større udsmykningsopgaver er samarbejdet med værksteder, som har plads og ovnkapacitet nødvendigt. Jeg har arbejdet på Tommerup Keramiske værksted med stor glæde og det samme på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk.
Når man skifter mellem det ene og det andet opleves det nyt hver gang en ny opgave opstår.”

Tak til Statens Kunstfonds Projektpulje for fondsstøtte til formidling i 2017.

BIOGRAFIER

URSULA MUNCH-PETERSEN er født i 1937 på Bornholm. Efter værkstedsophold på bl.a. Hjorts Fabrik i Rønne og uddannelse på Kunsthåndværkerskolen 1956-60, blev hun ansat på Kunstnerværkstedet Bing & Grøndahl 1961-68 og designer siden for Royal Copenhagen og Kähler. Hun har modtaget adskillige legater og priser fra bl.a. Statens Kunstfond (livsvarige ydelse 1998), Nationalbankens Jubilæumsfond, Bindesbøll Medaljen, Ole Haslunds Kunstnerlegat, Kunsthåndværkerrådet, - og er ridder af Dannebrog.
Efter et aktivt liv som kunsthåndværker og designer med rejser, undervisning og udstillinger i Danmark og udlandet bl.a. Letland, Litauen, Ukraine, USA, Mexico og Kina, har hun værksted og bolig i København og Møn.
Hun skabte bl.a. fajance-stellet 'Ursula' Royal Copenhagen 1992, værker i Lærkestellet 1994, - og blandt mange offentlige udsmykning er 'Tidstavlen' til Hærvejen, Jylland 2010.
www.ursulamunchpetersen.dk

STEVEN ROLF bor og arbejder som værksted-pottemager i River Falls, Wisconsin, USA, skaber one-of-a-kind funktionelle værker. Hans arbejde afspejler en stadig søgning for at forene sine ideer med den generøsitet og intimitet som den funktionelle beholder kan tilbyde. ”Jeg arbejder hele tiden med form og overflade indenfor bestemte parametre opstået af det påtænkte formål med krukken. Disse parametre åbner en hel verden af udforskning for mig.”
Han har en MFA fra New York State College of Keramik på Alfred University, en BFA fra Kansas City Art Institute, og BS i Broad Area Arts fra University of Wisconsin River Falls. Han var ligeledes i lære hos Wang Hui Ming, en Mester-maler og træskærer.
Han udstiller sit arbejde i hele USA og har modtaget en række nationale og internationale priser. Han holder også foredrag og underviser workshops i hele landet. Hans værker findes i kendte private og museumsamlinger herunder: Museum of Contemporary Craft, Portland OR; Minneapolis Institute of the Arts, Minneapolis MN; American Museum of Ceramic Art, Pomona, Californien; Ulsan City Museum, Korea, - og i talrige køkkenskabe.
www.scrolfpotter.com