Illustrious Wonderers - Udstilling nov. 2010





Illustrious Wonderers
Paul Scott UK, Kurt Weiser USA & Stephen Bowers AU

Udstilling 30 oktober - 26 november 2010

Illustrationer i porcelæn fra Stigsnæsværket over Arizona til australsk opdagelsesrejse
Humor, satire og fabulering af tre verdenskendte internationale keramiske kunstnere.

Paul Scott, Kurt Weiser og Stephen Bowers mødes for første gang på denne fælles udstilling, der fører publikum på vandring hele vejen rundt om jorden og samtidig ind i hver af udstillernes personlige magiske verden af fabulerende illustreret porcelæn.
De tre tydeliggør kulturforskellene mellem Europa, Amerika og Australien.
Det er værker med en uskyldig elegance, der ikke umiddelbart rummer satire, samfundskritik og politiske kommentarer; men ved nærmere øjekast åbner detaljerne op for uendelige historier, der lag på lag afslører vid og humor.

Paul Scott er kendt for sit arbejde med print, silketryk på keramik. Han skaber originale værker, der udfordrende og kritisk er med til at sløre grænsen mellem 'kunst og design'. Hans værker opstår ved digital manipulation af eksisterende trykte motiver, mønstre og billeder hentet fra keramikindustriens arkiver og bogillustrationer. Ved at klone og sammensætte disse, sommetider med fotografiske elementer, skaber han nutidige værker om aktuelle emner.
Scott lever i et landligt område i Cumbria, Nordvest England. Han tiltrækker sig international opmærksomhed i kraft af sit keramiske arbejde og utallige internationale aktiviteter som keramisk forsker, forfatter og kurator. I 2005 afsluttede han sit PHD projekt: 'Ceramics Landscape Memory and Confection'.
Om sine værker til denne udstilling fortæller Paul Scott: “'Cumbrian Blue(s) - Wood fired Trees and Pots' er resultat af en række træbrændefyringer af keramik i Danmark og Ungarn.
Mine brændefyrede værker spiller både på metoden ved fremstilling, det resulterende kunstobjekt og ordet/sproget til at beskrive det. Det er også smukke objekter – flammens glød, det opblødte koboltblå tryk – udtryksfulde grafiske kvaliteter inspireret af ilden og processen, komplimenteret af guldstænk eller malet streg...”
www.cumbrianblues.com

Kurt Weiser er internationalt anerkendt som keramisk kunstner og underviser. Han er kendt for sin fantastiske tekniske virtuositet i porcelænets former og anvendelse af porcelænsmaleri i en personlig nutidig stil. Hans temaer illustrerer frodige mystiske landskaber og forvrængede narrative scener midt i en overdreven flora og fauna, der kan læses som 'eventyrlystne' virkelige snapshots af menneskers relationer.
På udstillingen ses bl.a. en serie blå/hvide kopper og høje cylindriske vaser i sort/hvid. Værkerne tager udgangspunkt i vasen, koppen og kanden, men viser ofte næsten separat en 'forside' komplementeret af en bagside, eller illustrationerne overrasker hele vejen rundt med nye fortællinger.
www.contemporarycraft.org/The_Store/Kurt_Weiser.html

Stephen Bowers motiver på de keramiske værker kan ses som refleksioner over erindring i form af udklip og skår; om hvordan dele af minder overlever; samt brug af border, mønstre, overlapninger, kanter og skygger. Ofte genfinder og omplacerer han motiver, genpræsenterer det familiære udsprunget af kliche-agtige kilder (blå og hvid porcelæn, willow mønstre, tapeter, naturhistoriske illustrationer etc.). Han samler alt sammen i en nutidig sammenhæng, et eget personligt univers med en surreal, underfundig, humoristisk, skeptisk og satirisk undertone.
Stephen Bowers fortæller: Mit mål er at få folk til at se – og se igen... At opfordre betragteren til at observere, reagere, overveje, opdage - og genoverveje.
For eksempel er værket 'Skull' en ud af en hel serie 'kranier' fra Australiens fiktive, legendariske historiske personer, rigtige identiteter og/eller litterære figurer (som f.eks. i England Sherlock Holmes, Jeeves,...etc)..

www.robingibson.net/artists/stephen-bowers