Still in Love - Udstilling november 2011




Still in Love

Sten Lykke Madsen & Akio Takamori
Udstilling 3 november - 3 december 2011
En muntert reflekterende begejstring for erotisk kærlighed

Varm livsappetit, humor og fortælleglæde..
Akio Takamori og Sten Lykke Madsen synes altid at arbejde med kærligheden til mennesket for øje.
Akio Takamori er fra USA/Japan og Sten Lykke Madsen er fra Danmark.
De to venlige sjæle har arbejdet sammen denne sommer på værksted i Danmark, hvor de hver især har ladet sig udfordre til at skabe nye kermiske værker om kærlighed og det erotiske.
På udstillingen ses en muntert reflekterende begejstring for den erotiske kærlighed. De viser her deres uopslidelige livsappetit og kærlighed til det keramiske materiale, kunst og mennesker.

Fra tidernes morgen giver historien eksempler på erotisk kunst – fra de første lerfigurer, frugrbarhedsgudinder og erotiske billeder til utallige kommentarer i samtidskunsten.
Erotisk kunst fremvistes i hemmelige museumsafdelinger og bag forretningsdisken, men er en evigt eksisterende og betydelig del af den kunstneriske udtryksverden - til glæde og forargelse hos den nysgerrige beskuer.


Sten Lykke Madsen er kendt for sine fabelagtige, humoristiske figurer, der på underfundig vis fører beskueren ind i en anderledes verden af hybrid mellem dyr og menneske.
Temaet erotik og kærlighed er altid nærværende i Sten Lykkes motivverden. Han tager med uudtømmelig fantasi og humor fat på nye former og streger for at give beskueren nye oplevelser.
På denne udstilling kommer blandt meget andet sovekammerets kommode til at stråle af erotiske eventyr, mens figurerne leger med hinanden og beskuerens forestillingsevne.


Akio Takamori er berømt for sine figurative værker og mesterlige tegninger på keramisk form.
Her tager han lystigt udgangspunkt i race, køn og samliv. Han bruger ofte vasen, beholderen som grundform, hvorpå personerne, figurtegninger frit bevæger sig udenpå og indeni formen i en sanselig streg.
Akio fortæller her om det erotiske og kærlighed, der leder tankerne hen på hemmelige rum og skjulte sider, der afsløres rundt om og indeni formen. Han synes at fortælle om flere sider i det erotiske liv og lader sig ikke stoppe af løftede pegefingre og utidige moralske hensyn.