VERDEN RUNDT august-september 2014
VERDEN RUNDT
Vibeke Rytter og Ann Linnemann DK
Udstilling d. 21 august – 13 september 2014
Keramiske fortællinger om Verden - på rejse rundt om Jorden..
Udstillerne visualiserer hver deres rejsebeskrivelser, oplevelser af andre kulturer og personlige erindringer. Hvor begge er optaget af at se på Verden - indkredse, analysere og beskrive indtryk.
Udstillingen inviterer på opdagelsesrejse rundt om Jorden fra Rusland, USA, Tanzania til Færøerne og rejsen Canada, Ecuador, Australien, Kina til Danmark.
Vibeke Rytter arbejder med fotografisk print på keramiske tableauer.
Ann Linnemann maler med glasurer og keramisk farve på drejede former.
Ann Linnemann
”Rejserne, mindernes uslettelige billeder sætter hver deres aftryk.
Med tanke på mine egne rejser har jeg arbejdet keramisk med disse visioner som noget fysisk synligt afsat uden på kroppen, - formen. Det indvendige er blevet udvendigt og lige så uforgængeligt aftegnet, som højtbrændt porcelæn.
Landskabets natur og kulturindflydelse interesserer mig. De store linjer, men også detaljerne, der fanger øjet ind.
Jeg har gengivet mine 'erindringer' i en blanding af virkelighed og drømmebilleder, naturalistisk og abstrakt, - uforklarligt og uafklaret, som når tiden sletter nogle detaljer og bevarer andre.
De maleriske muligheder i flydende keramiske glasurer – stofligheden og dybden i transparente farvelag har udfordret mig professionelt. Ligeledes har undersøgelsen af modsætninger imellem billedgengivelse, illusion, symbolik og mønster, - traditionsbunden krukke forenet med skulpturel form og billede.
Landskabets horisontlinien strækker sig rundt om formen, og fortællingen går i ring. Værket opleves ikke udelukkende frontalt, men betragteren må bevæge sig rundt om og ind i formen.
De nye værker blander erindringer – kinesisk Tang-Dynasti's keramik smelter mønstre sammen til landskaber af flydende glasur, Amazonflodens junglen spejles sammen med byernes gadebørn og en katolsk påskeoptogs kutteklædte i troperegn, Australiens fjerne ødemark med spredte spor af mennesker, uendelige strækninger af bjerge og marker fra lande hvor horisonten er større end i Danmark, mørke bøgestammer fra de store svenske skove og et Hammerhøjsk modlys i min barndoms krogede spøgelsestræer fra Dyrehaven.
Hukommelsens erindringer kædes sammen med historiske og sociale refleksioner, sagn og skrøner, sandhed og illusion i mødet med Verden og mennesker på vej rundt om Jorden.”
Ann Linnemann er uddannet fra Skolen For Brugskunst (Nu: Kunstakademiets Designskole) 1983-89, svendeprøve som Pottemager fra H.A.Kähler 1979-83 og research scholar ved Arizona State University USA 1993-94. Hun har studeret og arbejdet professionelt både i Danmark og udlandet. Værkstedsophold og rejser i Japan, USA, Sydamerika, Australien, Kina og Europa har stor indflydelse på arbejdsmetode og idégrundlag. Hun har modtaget flere rejse-og arbejdslegater, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige legat, Nationalbanken Jubilæumsfond af 1968, Ole Haslunds Kunstnerlegat, Knud Højgaards og Thomas B.Thriges Fond, samt Helpmann Academy Award, Australien og Banff Arts Centre Award, Canada; og har deltaget i udstillinger og er repræsenteret i samlinger både i Danmark og udlandet.
I hendes karriere har en stadig interesse for udvikling af det keramiske område, formidling og udveksling både mellem keramikere og andre kunstneriske fag ligeledes ført til et stort internationalt engagement som organisator og projektleder for adskillige internationale symposier, seminarer og udstillinger i Danmark. Hun har værksted og galleri i København: Ann Linnemann studie galleri.
Vibeke Rytter DK Keramiske modeller/iscenesættelser
Arkitektoniske typologier, forskydninger og fortællinger
De keramiske vægophæng /installationer har afsæt fra min mange rejser bl.a. USA, Rusland, Tanzania, Marokko, Cuba, Island, Færøerne, Grønland, Berlin, New York.
Jeg er optaget af at tage billeder/fotos i bevægelse, for at danne et flow i billederne. Ud fra tegning/fotos og indsættelse af fragtmenter, med forskellige betydninger skabes små iscenesættelser og historie, som ligger i feltet mellem objekt og rummet, som bl.a. Et bedested i Marokko, slumkvarterer i USA, et særligt hus fra San Fransisco, 'Jim Morrison og himmeltrappen' Stjernestøv fra Indlandsisen, Krydderiplantage fra Tanzania, iscenesættelser i Ørkenlandskab, Russisk landsted 'Datja' og det færøske landskab.
Jeg arbejder fra 2D tegning til 3D modelfremstilling i keramiske ler plader, som bliver brændt 2 gange kombineret med computertegninger og fotos, der bliver overført som transfermærker og brændt tredje gang. I nogle af værkerne er der arbejdet med 3D computertegning og efterfølgende i papmodel som støbeform.
Arbejdsmetode: Jeg arbejder i fire lag, rummet/arkitekturen, refleksion, konteksten og processen. Etablerer en funktion mellem rum og materiale samtidig med at der efterlades spor. Jeg bygger det op, lader noget blive, for at synliggøre konstruktionens opbygning via stablinger, bøjning, sammensmeltning, afskærmning, udhuling m.v.
Jeg opbygger - nedbryder og genbruger for at gå nye veje. Vrangside og forside kredser i min bevidsthed, for at forstå tingenens tilblivelse og problematik.
Intentionen er at få materialet, til at indgå i fortællingen, hvor formsproget er frit og opløst for at åbne op for omverden, samtidige med at give det substans og indhold.
Modelfotos og tidligere værker
Vibeke Rytter er uddannet fra Danmarks Designskole/keramik & Glas 1986-90, samt Det kgl. Danske Kunstakademiets Arkitektskole i København 1997–2004. I 2001-02 var hun gæstestuderende på Kunstakademiet Billedhuggerskole ved professor Morten Stræde og fra 2011 et forskningsprojekt på Arkitektskolen og Teknologisk Institut.
Hun har modtaget flere rejselegater og arbejdslegater bl.a. Statens Kunstfond, Becket Fond og Nationalbanken Jubilæumsfond arbejdslegat. Har rejst og studeret I bl.a. Marokko, USA, Cuba, Grønland, Island, Afrika, Rusland og Færøerne. Og deltaget på udstillinger både i Danmark og i udlandet.
Vibeke Rytter kerneområde er klart defineret af hendes interesse for arkitektur, konstruktion, fotografi og materiale i kraft af hendes tværfaglige uddannelser,som giver lyst til at videreudvikle processer der bliver altafgørende for de færdige værkers udtryk.
Tak til Dalhoff Larsens Fond og Danish Crafts for økonomisk støtte i 2014.
Tak til Statens Kunstfonds Projektpulje for økonomisk støtte til transport og rejse for udenlandske udstillere i 2014.