Viser opslag med etiketten ... Martin Bodilsen Kaldahl. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ... Martin Bodilsen Kaldahl. Vis alle opslag

SPATIAL DRAWINGS Martin Kaldahl aug-sep 2018



SPATIAL DRAWINGS
Martin Bodilsen Kaldahl
23 august – 29 september 2018
At skabe betingelserne for en intuitiv, rumlig form.
Martin Bodilsen Kaldahls keramiske skulpturer understreger deres fundamentale eksistens i rummet.

Denne udstilling viser nye værker til væg i dialog med fritstående objekter.

Værkerne har et eget grafisk udtryk og et enkelt materialevalg i terracotta, der veksler med grå, metallisk sort eller glasurerne fremstår i stærke farver med stor stoflighed og farvedybde.

Gennem en præcis bearbejdning af materialerne, får selv den mindste tilfældige og utydelige bevægelse i rummet betydning.

Med et skarpt blik for det monumentale i det ubetydelige, arbejder kunstneren på at skabe betingelserne for en intuitiv, rumlig form.


SPATIAL DRAWINGS af Martin Bodilsen Kaldahl
(Værkfotos: Ole Akhøj)
Motivet er altid klart i sin enkelhed.
Du ser det du ser.
En linie er en linie. Et punkt, et punkt.
En rytme er en rytme.

Jeg er optaget af grundlæggende formmæssige problemstillinger i mit arbejde med keramikken - selve formens potentiale for emotionel påvirkning af betragteren. Hvordan skabes og fastholdes den umiddelbare sansning, som giver mulighed for individuel oplevelse og erkendelse?
I værkerne undersøges helt basalt objekternes rumlige eksistens. Hvordan folder de sig ud i rummet – helt konkret under tilblivelsen – og hvordan rækker de ud mod beskueren?
Med et blik for det monumentale i det ubetydelige arbejdes på at skabe betingelserne for en intuitiv, rumlig form. Jeg forsøger, så at sige, at lave en langsom, konstrueret 3D-doodle, hvor selv den mest banale og tilfældige rumlige gestus gives særlig betydning gennem en præcis bearbejdning af materialet.

På udstillingen i Ann Linnemann Galleri vises nye vægværker i dialog med enkelte fritstående objekter.
Der er rene skulpturelle linieforløb, hvor selve relationen mellem væggen og objektet er i fokus, mens andre snarere er som agglomerater af linieforløb og stiplinger af rørstumper sat sammen i et kaosprincip.
KALDAHL arbejder ud fra en løs overordnet idé, men sætter benspænd op for sig selv for bevidst at slippe noget af kontrollen. Lade noget ske af sig selv.
Ud af mængder af små stumper lerrør bygges små delemner, som senere samles og vokser til større og mere komplekse strukturer, som bevæger sig tilfældigt dansende, stigende og faldende, mens de rytmisk baner deres vej i rummet. Det er alt og ingenting på samme tid.
Objekterne eksisterer i deres givne form, men de kunne lige så godt have set helt anderledes ud. De er resultatet af en distraheret sansning - en ren skulpturel manifestation, skabt som et billede af øjeblikket.
Men de afspejler også en tidsdimension af deres egen tilblivelse, hvilket fremhæver forholdet mellem det enkle udgangspunkt og selve den lange proces og indskriver værkerne i en tradition, hvor den omhyggelige bearbejdning er en selvfølgelig forudsætning.
MARTIN BODILSEN KALDAHL (f. 1954) er uddannet fra Royal College of Art, London, MA 1990. VÆRKER I SAMLINGER Victoria & Albert Museum, London; Musée des Arts Decoratifs, Paris; Nationalmuseet, Oslo; Röhsska Museet, Göteborg; Designmuseum Danmark; Trapholt Kunstmuseum; Clay Keramikmuseum Danmark; MIMA, UK. UDSTILLINGER Galleri Format, Oslo ( solo); Hot Danes, Puls Contemporary Ceramics, Bruxelles; Galleria Salvatore Lanteri, Milano; Sarah Myerscough Gallery, London; Céramiques, Galerie NeC, Paris ( solo); MarsdenWoo Gallery, London; Danish Design at the House, Sydney Opera House; Contemporary British Studio Ceramics, Mint Museum, North Carolina, US; Mindcraft 09, Milano; Designmuseum Danmark. UNDERVISER, Kunstakademiets Designskole. External Examiner, Royal College of Art, London 2015-17. MEDSTIFTER af Copenhagen Ceramics 2011.

Tak til Statens Kunstfond for projektstøtte til Galleriets formidling i 2018.

Grenstump - Udstilling maj 2011



Grenstump
Martin Bodilsen Kaldahl DK
Udstilling d. 5 - 28 maj 2011
Hvad kan en grenstump tale om? - Hvorfor omsætte den til keramik? - Hvilke forestillinger sætter den i gang? - Og hvornår er den overhovedet en stump gren?

Martin Bodilsen Kaldahl: “Denne udstillings omdrejningspunkt er grenstumpen. Ikke den forgrenede gren, men netop stumpen. Udsnittet, delen - der i sig indeholder den hele form af det træ, som den engang kom fra. Et træs fysiske fremtoning er - i konkurrence med kattens og hundens - nok en af de visuelle former, som vi allerførst bliver bekendt med i vores liv. En arketype. Med tiden nuanceres rod-stamme-krone ikonografien voldsomt for de fleste; for nogle forbliver et træ dog altid kun et træ. Et træ er et træ - en gren er en gren. That’s it.
Jeg har leget med forestillingen om en gren. Som skulpturelt objekt. På forskellig vis overvejet det allermest elementære i formen eller i overfladens struktur.
Af rent skulpturelle grunde er stumpen interessant at arbejde med, fordi den uvægerligt afstedkommer en forestilling om det, der ikke er der. Dens form, dens snitflader – den dynamiske interaktion med rummet omkring er basalt skulpturelt stof.
Det direkte aftryk af den anonyme grenstump, som afstøbningen i ler udgør, er her sat i en dialog med forskellige modellerede variationer over den. Både i det rent formmæssige møde og med overfladens mønstre sat i spil. Materialerne, som objekterne nu er udført i, placerer dem solidt i en ikke-natur-sfære. Som keramiske figurer afhænger de nu af, at stoflighed, farve og tillagte ornamentale virkninger kan transformere det let genkendelige over i en åben forestillingsverden.”
Foto af værker: Ole Akhøj - Foto af udstillingen: Ann Linnemann


Martin Bodilsen Kaldahl
Martin Bodilsen Kaldahl arbejder primært i keramiske materialer og eksperimenterer med objekter, der integrerer digitalt baserede, visuelle universer i 2D eller 3D i det fysiske keramiske udtryk.
Værkerne opstår i en seriel arbejdsproces, hvor det visuelle udtryk gradvist udkrystalliserer sig via mange forsøg. Kombinationen af form, ornament og billede fremstår slutteligt enkelt og umiddelbart aflæseligt, men med mange indholdsmæssige tolkningsmuligheder.


Martin Bodilsen Kaldahls keramiske arbejder er gennem tiden blevet indkøbt til en række offentlige samlinger, f.eks. på Victoria & Albert Museum, London; Designmuseum Danmark (tidl. Kunstindustrimuseet), Kbh; Nationalmuseet, Oslo; Røhsska Museet, Göteborg; Musée des Arts Decoratifs, Paris og MIMA, Middlesborough, England; Kunstmuseet Trapholt, Kolding; Keramikmuseet Grimmerhus, Middelfart; m.fl. Herudover er han repræsenteret i mange private samlinger i DK og i udlandet.

Hans udstillingsvirksomhed i de senere år indbefatter bl.a. keramiske udstillinger på Kunstindustrimuseet, København: "Det Digitale Ler", 2008 og "END" (engelsk/norsk/dansk udstillingsgruppe) i 2007.