Doni Votivi
Sandra Davolio Italia/DK
Udstilling d. 4 - 31 marts 2010
Udstilling d. 4 - 31 marts 2010
Udstillingen af Sandra Davolios nyeste værker fører os til en italiensk kirkegård, viser modeller og færdige vaseformer i porcelæn.
Doni Votivi af Sandra Davolio født i Italien, bosat i Danmark fra 1974
Ved et besøg inspirerede en stor følelse af bedrøvelse mig til at skabe et brugbart, smukt alternativ til de afskårne blomster; men tankerne er gået videre til at omfatte hele kirkegården.
Den nuværende kirkegård savner enhver form for følsomhed i arkitektur og følelse af intimitet ved gravene. Uendelige rækker af lave, grimme og tarvelige mure danner ramme om gravene, hvor der kun er plads til en lille niche med navn, foto og et par mindre blomstervaser. Om vinteren fryser blomsterne til og om sommeren visner de allerede på vej til graven. Afmagt og skam over ikke at kunne finde sine afdøde blandt de andre er en velkendt følelse blandt de besøgende, der har svært ved at orientere sig fordi de ensformige stier, mure og grave er standardiserede og næsten fuldstændig ens. Der findes ingen bænke og intet sted til fordybelse og hvile for krop og sjæl. Mangel på skønhed er forstemmende.
Votivgaver - Doni Votivi
Til gravnicherne udformer jeg 'blomster til trøst', abstrakte blomsterlignende vaseformer i gennemskinneligt porcelæn. Det er ikke kopier af blomster, men 'essensen' af blomsten, en poetisk fortolkning af blomstens livscyklus, hvor nuancer og farveintensitet afhænger af 'modtagerens' personlighed, alder og køn.
Det elfenbenagtige porcelæn er mit foretrukne materiale. Smukt og poetisk i sig selv og en taknemmelig bærer af glasurfarver.
Ønsket om at skabe et alternativ til gravnichernes plastikblomster har intensiveret mit arbejde med porcelænet, som jeg er fortrolig med og kan forme til ekstremt lette, tynde transparente objekter. Det er blevet til en serie modeller, som jeg kalder 'votivgaver'. Deres kompleksitet er symbol på de bånd vi har med hinanden. De er tænkt til en modtager og hver eneste element af formen (lamel, blad, bånd ) symboliserer en tanke, en bøn man sender videre, - fra mig som skaber, men også fra personen der giver den.
Mens jeg udformer 'gaverne', associerer jeg processen med de religiøse ritualer som at bede en rosenkrans eller 'chante', hvor gentagelsen skaber en spirituel tilstand.
Til gravnicherne udformer jeg 'blomster til trøst', abstrakte blomsterlignende vaseformer i gennemskinneligt porcelæn. Det er ikke kopier af blomster, men 'essensen' af blomsten, en poetisk fortolkning af blomstens livscyklus, hvor nuancer og farveintensitet afhænger af 'modtagerens' personlighed, alder og køn.
Det elfenbenagtige porcelæn er mit foretrukne materiale. Smukt og poetisk i sig selv og en taknemmelig bærer af glasurfarver.
Ønsket om at skabe et alternativ til gravnichernes plastikblomster har intensiveret mit arbejde med porcelænet, som jeg er fortrolig med og kan forme til ekstremt lette, tynde transparente objekter. Det er blevet til en serie modeller, som jeg kalder 'votivgaver'. Deres kompleksitet er symbol på de bånd vi har med hinanden. De er tænkt til en modtager og hver eneste element af formen (lamel, blad, bånd ) symboliserer en tanke, en bøn man sender videre, - fra mig som skaber, men også fra personen der giver den.
Mens jeg udformer 'gaverne', associerer jeg processen med de religiøse ritualer som at bede en rosenkrans eller 'chante', hvor gentagelsen skaber en spirituel tilstand.
Kirkegården får nyt liv i form af keramisk udsmykning på murene, stierne og nicherne ved gravene, samt en grøn oase, hvor de besøgende kan finde ro og intimitet, før og efter besøget, i form af en beskyttet have med rislende vand, duftende og blomstrende, skyggegivende træer. Ornamentikken er både synlig og diskret, appellerer til de besøgende, giver en æstetisk oplevelse og hjælper til at orientere sig. Jeg anvender klassiske symboler, der relaterer til livet, døden og genopstandelsen, så det er smukt, rørende og genkendeligt at færdes.
Stierne synliggøres ved at skabe et hurtigt visuelt/intuitivt 'blik'. De eksisterende grå betonfliser skiftes delvis ud med nye, hvor indlagt farvestærkt porcelæn i genkendelige motiver viser vej. Enkelt, virksomt, økonomisk forsvarligt og teknisk muligt ved brug af stærke keramiske materialer, der kan modstå vinterens frost og sommerens hede, samt udtrykker lethed og spiritualitet, og bærer livets farver og dødens skygger.
Kirkegården ses som model for hvordan det kan lade sig gøre at skabe en enklere, mindre traumatisk kirkegård og kontakt til en hinsides verden.
