Præmiering - Marie T.Hermann 2014



Udstillingen: DET DREJER SIG OM - Ann Linnemann Galleri - Februar 2014
LINK til UDSTILLINGEN

PRÆMIERINGSTEKST - Præmiering af værker

Til Marie Torbensdatter Hermann:
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design har valgt at præmiere dig med 25.000 kr. for dit bidrag på udstillingen ”Det drejer sig om..” på Ann Linnemann Studie Galleri.

Udvalget har følgende motivering for præmieringen:
I sine poetiske og underspillede, men super æstetiske stilleben tilføjer Marie Torbensdatter Hermann sine keramiske værker en funktionel dimension på et abstrakt plan.
På hver af de 3 keramikske hylder har hun arrangeret små stilleben komponeret af objekter med tydelige referencer til dagligdags objekter, alt det vi omgiver os med i vante hjemlige omgivelser.

Det står som da vi forlod det om morgenen, men nu ser vi det igen her sidst på dagen, hvor solens stråler rammer skålen med den halvt drukkede kaffe, den krøllede serviet, buen med den knækkede streng og de alt for små skeer og får det hele til at fremstå som billeder på øjeblikke i dagligdagen alle burde dvæle ved og nyde.

Alle objekter fremstår umiddelbart uden brugsfunktion i klassisk forstand, og dog er de yderst funktionelle, på et abstrakt plan. For at omgive sig med smukke objekter har den simple funktion at de forskønner vore liv.

Der hviler en opfordring i Marie Hermanns værker til os alle om at se efter det skønne i vore omgivelser, i dagligdagen, i nuet.

Om præmieringer:
Præmieringer tildeles på initiativ fra Statens Kunstfonds udvalg og tildeles for værker eller anden kunstnerisk produktion af høj kunstnerisk kvalitet. Alle præmieringer bliver offentliggjort på www.kunst.dk

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design består i perioden 2014-2015 af
Niels Hvass (formand), Helle Vibeke Jensen og Mette Saabye.