ARKITEKTONER - Udstilling september 2013

KLIK foto = STORT format + diashow

ARKITEKTONER - Mikael Jackson DK
Udstilling d. 5 – 28 september 2013

Arkitektonisk abstraktion - illusion i et hårdt ubevægeligt materiale..
Mikael Jackson er optaget af geometri og abstraktion med tanke på repetition, enkle elementer sat sammen i idérige konstruktioner.
Han udforsker abstrakte begreber som skrøbelighed over for styrke, orden i forhold til kaos, visuelt stramt til 'løst' udtryk, industrielt til håndgjort, og han fortolker disse begreber i arkitektoniske keramiske kompositioner.

Udstillingen er præmieret af Statens Kunstfond, Udvalget for Kunsthåndværk og Design..LINK

MIKAEL JACKSON
"Mit arbejde er resultatet af en abstrakt undersøgelse i dynamikken inden for en kontrolleret form. Objekterne er formelle udforskninger.

På afstand kan man få det indtryk, at hvert objekts kompleksitet er tilfældigt organiseret; men når man kommer tættere på indser man det omhyggelige system, som hvert objekt afhænger af.
Gennem samspil og gensidig påvirkning udforsker jeg strukturers orden og opbygning, og betydningen for geometriske elementer som fritstående og bærende former.
De færdige konstruktioner står som en illusion, dokumenteret i et nu hårdt og ubevægeligt materiale, og minder mest af alt om arkitektoniske abstraktioner.
Mit arbejde består af at sammensætte elementer, - og mine kunstneriske undersøgelser bærer præg af det sæt regler, som jeg sætter for mig selv.

- Jeg starter med at udvikle et enkelt element. Et enkelt geometrisk element.
Jeg laver nu en stor mængde af elementerne, som var det byggeklodser, jeg fremstillede.
På dette tidspunkt er det vigtigt for mig ikke at vide, hvorhen det bringer mig, - altså ikke at vide hvordan det endelige objekt kommer til at se ud.

Først nu begynder jeg at at stable og støtte, at hænge og holde sammen, således at flere elementer til sidst er sammensat til ét objekt, - eller én opstilling.
Når objekterne så samtidig udstråler en visuel skrøbelighed forstærkes fornemmelsen af den balanceleg, der hænger sammen med det at 'stable og støtte, hænge og holde sammen'.

- Så kort beskrevet, lader jeg elementernes form bestemme stablemetoden, - og jeg lader stablemetoden være med til at bestemme objektets endelige form."
Mikael Jackson er uddannet på Royal College of Art i London 2008. Han begyndte sin uddannelse på Designskolen-Kolding, samt et studieår på Konstfack i Stockholm.
Mikael har i 2013 modtaget et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Han udstiller i Danmark og udlandet, og kendes bl.a. fra 'Efterårsudstillingen' i Den Frie og udstillingen 'På Tværs' i Tappehallerne Carlsberg, Vallauris Internationale Biennale i Frankrig, Gallery Puls i Bruxelles og Gallery Mint i London.
Han har værksted i København, arbejder på Tommerup Teglværk og underviser på Odder Højskole.

Mikael Jackson har siden starten af sin karriere været optaget af geometri og eksperimenterer med skulpturelle objekter ud fra konceptuelle ideer, sammenhænge mellem form, materiale og tanke, - og ser på geometrien fra flere vinkler, ornamentik, islamiske mønstre, heliotropiske former, byggeklodser, arkitektur...
Han arbejder frit i alle keramiske materialer og ofte med gentagelse af elementer, der bliver sat sammen på et utal af måder ud fra en konceptuel idé, et eget regelsæt, - et dogme.

TIDLIGERE UDSTILLINGER I ANN LINNEMANN GALLERI

HELIOTROPER - Mikael Jackson og Jens Rune Gissel - 2012
Mikael Jackson's geometriske keramiske objekter optræder her som kulisser og aktører i tegnede fortællinger af maleren Jens Rune Gissel - helt i tråd med heliotropiens knopskydende natur.
Mikael og Jens Rune er ungdomsvenner. De arbejder formelt meget forskelligt, men det lange venskab og gensidig respekt for hinandens arbejde lagde i kortene, at de en dag skulle samarbejde. Jens Rune skitserede med udgangspunkt i det 'indre liv' - børneværelset svundne riger. Han kaldte denne syssel for 'Heliotropi'. Mikael blev optaget af disse optegnelser i Jens Runes notesbøger, og de besluttede at afprøve samarbejdet.
Se udstillingen: HELIOTROPER - 2012

I SPIL - Mikael Jackson og Lis Ehrenreich - 2011
Udstilling af ornamentale variationer fra Mikael Jacksons skulpturelle værker og installation 'et flyvende tæppe', hvor skyggen tegner et orientalsk tæppe - til Ehrenreich's krukker med prægede motiver.
Et kulturelt møde mellem to generationer af kunstnere, der begge er inspireret af en 'mellemøstlig forkærlighed for geometrisk ornamentik. I Mikael Jacksons installationer omsættes det todimensionale til tredimensional form.
Se udstillingen: I SPIL - 2011

Tak til Nationalbankens Jubilæumsfond af 1968 for støtte til årets udstillinger.