KLIK foto = STORT format + diashow ...
DET DREJER SIG OM... Tema II - unge talenter
Ninna Gøtzsche, Marie Torbensdatter Hermann og Kirsten Høholt
Udstilling d. 6 februar – 1 marts 2014
Artist Talk torsdag d. 20 februar kl. 17-19.00
Håndværk i kunst & Kunst i håndværk.. Kunsthåndværk & keramisk samtidskunst
På temaudstilling om unge talenter viser Marie Hermann, Ninna Gøtzsche og Kirsten Høholt nye værker, hvor de på usædvanlige måder har arbejdet med drejede emner og traditionel håndværksteknik.
De arbejder internationalt, har studeret og er uddannet i udlandet.
Deres konceptuelle standpunkter med referencer til håndens arbejde sættes i spil og skaber dialog om nye måder at forholde sig til hverdagens brugsting, funktion, keramisk materiale og pottemagertradition.
På udstillingen ses det drejede værk som koncept, – håndværket i samtidskunsten.
Kirsten Høholt er uddannet i England, kombinerer tegning og keramik i personlige taktile billeder på hånddrejede brugsting. Til udstillingen har hun valgt den drejede tallerken, vægobjekter i stærke farver og følsomme streger.
Marie Hermann er uddannet i England, bor nu i USA, arbejder med stilleben og formmæssige modstillinger i hverdagssenarier. Hun drejer eller håndbygger alt efter hvilken teknik, der giver mening for værket.
Ninna Gøtzsche er uddannet i Danmark med studieophold i England, formulerer sig i ler, fortæller historier om form, materiale, idé og fordybelse. Hendes nye værker Ukultiveret Gennembrud er inspireret af vaser fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Fotos af tidligere værker: Kirsten Høholt - Marie T Hermann - Ninna Gøtzsche:
Hver udstiller har beskrevet deres overordnede koncept og grundidé, - og svaret på spørgsmålene: - Hvad er anderledes end i tidligere værker? - Det helt særlige, nye og overraskende? - Inspiration og oprindelse? - Interessant for omverden? - Materialevalg og teknik..?
KIRSTEN HØHOLT – www.kirstenhoholt.dk
”Mit overordnede koncept er at kombinere tegning og keramik. Til udstillingen har jeg valgt at bruge tallerkenen, fordi det er et dejligt format at tegne på, samtidig med at 'platten' er en sjov ting.
Et er at tegne på papir og ramme det ind. Dette er til at røre ved, - en taktil tegning.
Tegningen betyder meget for mig. At lege med billedmetafoer. Jeg kan simpelthen lide at tegne, og jeg kan lide at lave keramik. Jeg har valgt at bruge en drejet form, fordi jeg ønsker at skabe så meget liv som muligt.
- Jeg arbejder nu med motiverne direkte på leret.
Tidligere har jeg arbejdet på papir og overført dekorationen til det keramiske objekt i en sidste brænding. Papirtegningen fik jeg trykt i keramisk farve, jeg overførte til den brændte glaserede keramik som en børnetatovering.
Denne gang har jeg kastet mig ud på dybt vand. Det er 'one shot' og man kan ikke flytte på tingene. Det er ikke en designprocess, men meget direkte. Lag på lag af farver, rids og tryk. Jeg er nu meget mere nede i lagene, hvor det andet ligesom lå på overfladen.
- Det er som et lille 'fotografi' fra min hjerne. Det er svært nogle gange at være med i tegningen. - Hvorfor kom det ind i tegningen?. Nogle gange kommer der noget, jeg slet ikke har lyst til at se, - men det var derinde. Hvor kom det motiv fra? Tingene i tegningerne kommer fra forskellige steder, som jeg kender, når jeg ser dem tegnet; men måske ikke er bevidst om, når jeg tegner dem. Derfor overrasker motiverne også mig selv.
- Jeg ønsker, at det kan få folk til at smile. Noget positivt og nogle kommentarer – uden at være politisk eller med løftet pegefinger. Jeg håber på en genkendelighed, uhøjtidelighed.
- Mine billeder er hverdagsgrublerier, små tanker og samtaler.. Jeg tænker på ord, sætninger, metafoer, lyde, klare og rodede indtryk, tydelige historier, - og følelser.”
- Hånddrejet porcelæn, begitninger - malet, tegnet, monoprint, transparent glasur, foto-dekaler. Brændt 2-3 gange v. 1000-1260 C.
Født i 1979 – Uddannet på Bath Spa University (ceramic department) Somerset UK 2000-04. Deltaget i 'Network Europe', International Ceramic Centre DK 2004. - VÆRKSTEDSOPHOLD v. Mark Smith Derbyshire, England 1999. MEDLEM af værkstedet Formateket siden 2008 og af Danske Kunsthåndværkere fra 2012, STUDIELEGAT, Obelske Familiefond 2002. - UDSTILLINGER 'New designers', London 2004; Jug Exhibition, Blaze, Bristol 2006; 'Formateket' 2010 og 'Mesterværker' 2013 Ann Linnemann Gallery; 'Ung dansk keramik' Galleri Rasmus 2009; 'Network Europe' Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus 2005.
MARIE TORBENSDATTER HERMANN www.mariehermann.dk
”Over de sidste år har jeg arbejdet med en serie stilleben hvor jeg undersøger formmæssige modstillinger gennem funktionelle, taktile og stilistiske associationer.
Værkerne er en slags æstetiserede senarier som søger at bringe opmærksomhed til flygtige hverdagssenarier, som man kan finde dem på hylder og borde køkkenet og badeværelset. Men i mine værker er funktionaliteten blevet taget bort for at fremhæve de formmæssige relationer og de kvaliteter i hverdagsgenstanden der ligger udover de rent praktiske.
- Jeg håber på en dialog mellem værkerne, beskuren og hverdagens objekter.
- Hverdagslivet og vores forhold til de objekter vi lever med. Stilleben af et øjeblik hvor to objekter mødes.
- Jeg arbejder i stentøjsler og porcelæn, drejer og håndbygger alt efter hvilken teknik der giver mening for det givende værk. Bruger træ, garn og andre materialer”
Født 1979 - Uddannet på Royal College of Art, MA, London 2007-09, University Of Westminster, BA Ceramic, London 2000-03; - SOLO UDSTILLINGER 2013 Galerie Nec, Hong Kong - A Gentle Blow to the Rock, Re:View gallery, Detroit, USA; 2012 Galerie Nec, Paris – Frankrig; 2010 Stillness in the glorious wilderness Matin Gallery, L.A, USA; 2009 To the legion of the lost, Sixpm, project space, London, UK; - FONDE Statens Kunstfond - Annie og Otto Johs. Detlefs’ rejselegat; - SAMLINGER Denver Art Museum, USA - Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, Norge - Sevres Museum, Paris.
NINNA GØTZSCHE - www.formuleret.dk - Ukultiveret Gennembrud
Jeg udvikler og afprøver hele tiden mit keramiske sprog og er optaget af, hvordan form, idé og materiale smelter sammen og bliver kunsthåndværk.
Med mine værker prøver jeg at fortælle en historie, en keramisk historie. Den skal ikke fortælles med letgenkendelige billeder og tegn, men med form, materiale, idé og fordybelse. Sproget til historien finder jeg i labyrinten af fortid og erfaring og ved at høre andres versioner og visioner. Jeg formulerer mig med ler.
- Ukultiveret opstod ud fra et ønske om at lave noget groft og knap så pænt. Leret drejes med tyk skærv, bagefter skærer jeg i det. I Ukultiveret Gennembrud er der skåret hul hele vejen igennem. Inspiration er de gennembrudte vaser fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, men min version er anderledes. De er grove og materialet fylder mere. Der gemmer sig også noget bag gennembruddet, man kan skimte noget lysere og blødere.
Den drejede form er destrueret, men samtidig er der ingen tvivl om baggrunden i det funktionelle. Netop fordi det er den drejede form i det fine porcelæn der er hakket i, er det ukultiveret.
- Jeg ville lave noget råt, noget der beskriver livets knap så pæne sider. Men hvor det grove alligevel er pænt pakket ind i en fin glasur. Men Ukultiveret Gennembrud er jeg gået skridtet videre og lader der være noget bag det grove, inden i det grove.
Jeg har altid arbejdet videre med de drejede former, når de har forladt drejeskiven. Nogle gange har det været ved at trykke på dem, andre gange ved at skære dem og sætte dem sammen igen. Med serien Ukultiveret arbejder jeg mere groft og knap så harmonisk og pænt. Jeg drejer formerne tykt, hvorefter jeg hakker og skærer i dem. Jeg skærer endda helt igennem dem, så man kan se hvad der gemmer sig indeni.
- Porcelæn er et materiale man traditionelt har lavet perfektionerede objekter i. Jeg tager det fine materiale og gør noget groft og ukultiveret ved det. Det er destruktionen af den drejede form og netop det, at det er den funktionelle form gør, at destruktionen kommer til at virke stærkere.
- Jeg viser at man med det fine materiale, porcelænet, kan lave et groft, hårdt udtryk. Samtidig er det en destruktion og fornyelse af den drejede form og traditionen om perfektionering. Destruktion, fordi jeg bevidst går efter det uskønne. Fornyelse fordi jeg ikke har forladt det funktionelle – tingene kan stadig bruges. At vise det grove, det uskønne på en drejet, funktionel form gør det kunstneriske udtryk stærkt, fordi det netop er overraskende her.
- Ukultiveret / Rodende. Ræbende. / Bagtalende. Grov. / Rå. Grim. Uciviliseret. / Udannet. Uelegant. / Rædderlig. Uordentlig. / Sjusket. Tyk. Tåbelig. / Grum. Brovten. / Umoden. Ukyndig. Ufærdig. / Men med en pæn, gul glasur.
- Tingene er lavet i tykt, drejet porcelæn, som jeg bagefter har skåret og hakket i. Ukultiveret er lavet af flere drejede del, der er sat sammen.
- Glaseret med en grøn glasur og brændt til 1280 grader.”
Født i Lemvig, 1979. Uddannet på Glas-og Keramikskolen Bornholm 2001-04. Assistent v. Julian Stair, UK 2004-06; Pottemagerskolen, Sønderborg 1999.
UDVALGTE UDSTILLINGER - 'SOFA Chicago' Cultural Connections, USA 2013; 'Collect' Saatchi Gallery, UK 2013,12,11,10; Ceramic Art London, Royal College of Art, UK 2013,09,07; 'Ætlinge' (solo), Officinet Kbh. 2012; 'SOFA New York' 2012; Funktional, The Leach Gallery, Cornwall, UK 2010; 'Talente' München, DE 2009; 'Ler 08' SAK, Svendborg; 'The Rising of Danish Studio Pottery' Brewery Arts Centre, UK 2008; Salt Gallery (solo), Cornwall, UK 2006; - LEGATER: Danish Crafts 2013,12; Statens Kunstfond 2012; Nationalbankens Jubilæumsfond 2012,11; L.F. Foghts Fond 2012,04; Kulturudviklingspuljen, Aarhus Kommune 2012,10; Det Reiersenske Fond 2004.