KLIK billede = STORT format + diashow.. Se alle værker..
ESSENTIELT
Hans Vangsø DK
Udstilling d. 12 februar – 21 marts 2015
Krukker til alle tider – tradition, nærvær og nyt liv..
Hans Vangsø er internationalt anerkendt for sine keramiske værker.
Den danske restaurant NOMA viste hans nye vaser i Tokyo februar 2015.
Det handler om tradition, når det er allerbedst.
Der er noget evigt gyldigt, uendeligt flot over monumentalt kraftfulde krukker og teksturer med aftryk af brændingens ild, metaller, salte..
De essentielle værker bærer den keramiske tradition som en stærk regelbundet kulturel arv.. og alligevel sitrer hver krukke af nærvær og nyt liv.
For Vangsø handler keramik om meget mere end at skabe smukke genstande eller et nyt koncept.
Værkerne præsenterer os for en stærk urkraft, hvor tilfældigheders samspil giver karakter. Han er fascineret af materialer og brændingsprocess.
De drejede emner er ofte manipuleret ved skæring, bankning og lignende til mere kantede former. Glasurerne er enkle feldspat-, aske- og lerglasurer. Nogle står med den rå skærv, men alt er brændt mindst to gange sammen med eksperimenterende tilsætninger af metaller og brændbare materialer.
Hans Vangsø er noget helt særligt i dansk keramik, hvor han altid arbejder med stor rigdom i stoflighed og form.
Uddannelsen på Kunstakademiet i Århus og et senere samarbejde med Gutte Eriksen, viser tydeligt slægtskab med den 'Jyske skole', hvortil Vangsø formår at give sine værker en uomgåelig styrke, robust elegance og et personligt udtryk.
www.hansvangsoe.dk
HANS VANGSØ - Om ler, glasur og brænding
”Mit ler er min egen blanding af stentøjsler alt efter hvad jeg kan få fat i.
Alt starter på drejeskiven, hvad enten det ender som rundt eller kantet.
Efter forglødning, hælder jeg glasurer over emnerne i et ret tykt lag, pakker tang og metal omkring. Herefter, forseglet i aviser og lerslikker, udsættes de for temperaturer fra 1250-1300C i en gasovn, hvilket får materialerne til at boble og flyde. Salte og metaller reagerer sammen med ler og flamme, og giver ret usædvanlige og uforudsigelige effekter i farve og tekstur. Efter afkøling fjernes uønskede dele, der tilføres eventuelt salte og flere glasurlag.
Hvert værk brændes 3-5 gange, indtil jeg opnår det ønskede resultat. Ultimativt sker det, at ler og glasur bliver til et samlet hele. - Mine værker er typisk teskåle, fade og krukker, - robuste og til daglig brug.”
Hans Vangsø udstiller i 2015 hos NOMA i Japan: Mandarin Hotel, Tokyo og i Galerie Hu, Nagoya. Han har udstillet internationalt i Europas førende gallerier: Gallerie Besson, London 2004,09; Meister der Moderne, München 2013; Oxford Ceramics Gallery 2013,14; Galerie Puls, Bruxelles 2011; Atelje 42, Stockholm 2011; Collect, Victoria and Albert Museum, London 2006,07,08; Scottish Gallery, Edinburg 2012; Sigtuna Museum, Sverige 2001; From the Kilns of Denmark, New York 2002, Berlin 2004, Paris 2004; Oakwood Gallery, Nottingham, England 2004; Carlin Gallery, Paris 2005; Kaolin, Stockholm 2006; Galleri Pagter, Kolding 2013; Ann Linnemann Galleri, København 2008,15; samt Snyderman Galleries, Philadelphia USA SOFA 2007,09; Galerie Lacoste, Boston 2012,14...
- Og er repræsenteret i danske og udenlandske samlinger, Designmuseum Danmark, Statens Kunstfond, Trapholt Kunstmuseum og Danmarks Keramikmuseum m.fl..
Andre værker i Galleriet:
Tak til Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond for fondsstøtte i 2015.