DESIGN I KUNSTHÅNDVÆRK - December 2015

KLIK billede = STORT format + diashow.. Fotos af udstillingen og værkstedet på Møn..

DESIGN I KUNSTHÅNDVÆRK
Ursula Munch-Petersen
Udstilling d. 3 - 23 december 2015
Åbent dec: mandag-lørdag 11-19.00
Lukket mellem jul og nytår
Keramisk designer udstiller originalt kunsthåndværk.
Ursula Munch-Petersen er internationalt kendt for sine designede brugsting.
Fra smukt kunsthåndværk er hendes værker blevet til gode industrielle designprodukter, der ofte rummer en følelse som i godt kunsthåndværk.

En ærlig forbindelse mellem håndens arbejde og brugsfornuft.
Ursula Munch-Petersen har gennem årene skabt et utal af værker, brugsting, eksperimenter og prototyper til design for industri eller værkstedsproduktion, samt unikke værker og bygningsudsmykninger.
Mange kender LÆRKESTELLET og URSULA - fade, skåle, kopper og kander i stærke farver og karakterfulde karakteristiske former.

Få har som Ursula forstået at forene nyt design med håndværk, til daglig brug.
Udstillingen sætter fokus på kunsthåndværk, originale værker og prototyper, der til tider er udmøntet i et industrielt produkt, - og viser et fint udvalg af små serier og håndlavede brugsting med spor af håndens arbejde.

Udstillingens talrige værker er enkelte og flere i serie - alle skønne brugsting.
LÆRKESTELLET - fade, kop, tallerken.. KANDER - te, vand, mælk.. SMØRSKÅLE – penseldekorerede.. SKÅLE, OPSATSER, FADE – høje, lave, firkantede, runde, ovale og buede i flere størrelser og farver.. - til bønner, asparges, fisk, rejer, solsikker, sukker, salt.. SKÅLESÆT - til køkken, bord og stue, med og uden glaslåg.. ILDFASTE FADE et lille udvalg.. VASER i spiral, med takker, bølger, kanter.. MORTER i ny og ældre udgave..

En stor samling værker fra Ursulas smukke værksted og husmandssted på Møn.

Et besøg på gården åbenbarede et utal af gemte værker fra et produktivt liv.

- Farver, former, formål og landskaber gik i et med den fred, der sænkede sig over livet på landet.

Tingene dufter af historie om materiale og fornuft iblandet en undersøgende personlig skaberglæde.

URSULA MUNCH-PETERSEN
”Jeg har arbejdet med ler og keramik i 60 år. Der har været mange udstillinger undervejs, og rester herfra er havnet på loftet.
Arbejdet har været omtrent ligeligt fordelt mellem modellerede genstande og udsmykninger, - og så brugsting.
Det ene har ikke fyldt mere eller været vigtigere end det andet.
Brugsting kræver nok mest hvis man producerer det selv. Kommer tingene i produktion er en del af arbejdet samarbejdet med produktionssted og marketing.
Ved større udsmykningsopgaver bliver samarbejdet med værksteder, som har plads og ovnkapacitet nødvendigt. Jeg har arbejdet på Tommerup Keramiske værksted med stor glæde og det samme på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk.
Når man skifter mellem det ene og det andet opleves det nyt hver gang en ny opgave opstår.
Til udstillingen har Ann og jeg kigget på mange gamle og nyere ting, som jeg har stillet til side gennem årene. Vi brugte nogle dage sammen, hvor vi udvalgte ting og pakkede 10 flyttekasser, stort set med brugsting – så mange som vi kunne bære i hver kasse. Det er, hvad der vises på udstillingen.
Da jeg fik nogle henvendelser om en lille morter, som jeg lavede i tresserne på Bing & Grøndahl, tog jeg formen op og kom så godt i gang med at dreje den, at der kommer en større samling af dem med på udstillingen – en blanding af en gammel og nylavet ting.”

KORT BIOGRAFI
Ursula Munch-Petersen er født i 1937 på Bornholm. Efter værkstedsophold på bl.a. Hjorts Fabrik i Rønne og uddannelse på Kunsthåndværkerskolen 1956-60, blev hun ansat på Kunstnerværkstedet Bing & Grøndahl 1961-68 og designer siden for Royal Copenhagen og Kähler. Hun har modtaget adskillige legater og priser fra bl.a. Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond, Bindesbøll Medaljen, Ole Haslunds Kunstnerlegat, Kunsthåndværkerrådet, er ridder af Dannebrog.
Efter et aktivt liv som kunsthåndværker og designer med rejser, undervisning og udstillinger i Danmark og udlandet bl.a. Letland, Litauen, Ukraine, USA, Mexico og Kina, har hun nu værksted og bolig i København og på Møn.
Hun skabte bl.a. fajancestellet 'Ursula' Royal Copenhagen 1992, værker i Lærkestellet 1994, - og seneste offentlige udsmykning er 'Tidstavlen' til Hærvejen, Jylland 2010.


På udstillingen FormSprog 2014 viste Ursula hånddrejede stentøjskrukker med udgangspunkt i 'Dao de Jing' (=dydens vej) af Lao Zi, kinesisk visdomsbog (Taoism), angiveligt skrevet 6.årh. f.Kr.
Citat: ”Om det ydre og indre - Meningen med krukken er det som ikke er - hulrummet indeni.”


Tusind tak for fondsstøtte til årets formidling og udstillinger fra Statens Kunstfonds Projektpulje og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968.