UDSIGTER - Ann Linnemann mar/apr 2017
VILDE UDSIGTER - Ann Linnemann
Udstilling d. 17 marts – 22 april 2017
Natur møder kultur i værkernes landskaber, træer, vinduer, udsigter..
Værkerne Views og Forms of Forest refererer til kulturelle og konceptuelle temaer, afspejler maleri fra renæssance til nu - og undersøger keramiske glasures maleegenskaber.
Naturgengivelse, mønster og ornamentik opleves som illusioner skabt ud fra forskellige virkeligheder.
VIEWS - Vilde Udsigter
Motiverne stammer fra forskellige synsindtryk på rejser til flere steder i verden. Overalt bryder naturen frem og er med til at fortælle om landets kultur og historie.
Mødet med nye kultur-og synsoplevelser har sat sine aftryk som reflektioner på formens flade. Horisontlinjen bevæger sig rundt om formen, - og historien opleves i det rummeliges mange vinkler.
- En aften i København reflekterer skyggerne fra byens træer og det lysende blå hav. En byfacade i Italien ved solnedgang afslører vinduesskoddernes detaljer i lange abstrakte formationer. Mellemøsten kompresseres i Sinaihalvøens lodret stribede klippevægge. Australiens øde endeløse sletter indrammes af nutidens lige linier. Amazonefloden spejler junglens tætte bladløv i ly af landets religiøse mystik.
FORMS OF FORREST - Fragmenter
Træernes rytmeforløb danner geometriske linjer. Det naturalistiske brydes med det systematiske.
Perspektivet opløses i afstande og størrelser. Farverne balanceres, nuanceres og kontrasteres. Årstiderne opleves i enkle farvekombinationer og mønstre.
Bevidst og ubevidst skabes nye fortællinger ud fra skovens landskaber.
Det drømmende og ukonkrete gemmer sig i værkernes konkrete virkelighed.
RENÆSSANCE
Renæssancekunstnere mestrede at male naturen og landskabet som baggrund i den religiøse fortælling.
Enkelte værker relaterer direkte til disse baggrunde og malemetoders impressionistiske udtryk, mens andre reflekterer over konceptet, hvor to forskellige visioner, verdenssyn sammenstilles.
MALERISKE BAGGRUNDE
Det horisontale og vertikal mødes i mine motiver. Til udstillingen har jeg koncentreret mig om landskabet og skoven, hvor de to planer forbindes med et tredje element, vinduer eller udsigt.
Hvert tema og motiv er udviklet efter en forudgående research.
Tidligere værker har refereret til pompejansk illusionsmaleri, hvilket førte til studier af renæssancens italienske mestre og guldalderens malerkunst, landskabsbilleder af Vilhelm Hammershøj, Claus Johansen, Théodore Rousseau, David Hockney og mange flere. Flere motiver har inspiration i udlandsrejser og undersøgelse af landenes historie og kultur.
MATERIALETS EGENSKABER
Det komplekse ligger i keramiske materialers maleriske muligheder og de forskelligheder, der opstår, når 'malefarven' til sidst fremkaldes ved brænding, mens den i selve maleprocessen er farveløs og 'usynlig', en grålig kemisk masse, der ikke flyder på penslen som oliefarve, men snarere reagerer som ved fresco-maleri, - altså bortset fra arbejdet med det uforudsigelige ved den efterfølgende smeltning af farverne.
Alle værker er malet i flere lag og efterfølgende brændt adskillige gange til det ønskede resultat er opnået.
Det er en langsom og reflekterende proces, hvor det færdige værk opstår i dialog med materialets naturlige egenskaber, glasurernes kemi, samspil og tætheder.
De organiske og cylindriske former er hånddrejet i porcelæn, malet med alkaliske askeglasurer, brændt v. 1280C.
Tak til Statens Kunstfonds Projektpulje for fondstøtte til Galleriet i 2017.
ANN LINNEMANN har studeret og rejst i bl.a. USA, hvor hun er anerkendt både for sit faglige engagement og eget keramiske virke. Hun har holdt adskillige foredrag og gæstepræsentation ved bl.a. USA's største konference NCECA.
En stadig interesse for udvikling af det keramiske område, formidling og international udveksling har desuden ført til gallerivirksomhed og projektledelse for internationale symposier, seminarer og udstillinger.
Hun har værksted og galleri i København, Ann Linnemann Galleri, med speciale i keramisk samtidskunst. Galleriet har siden 2008 vist over 70 udstillinger af danske og internationale kunstnere.
Hendes værker koncentrerer sig om keramisk skulptur- og billedværker med referencer til historiske temaer og konceptuelle ideer. Hun interesserer sig for de hemmelige lag i værkerne. Det drømmende og ukonkrete, der gemmer sig i værkets konkrete virkelighed. Dialogen med beskueren og historien, der ligger til grund for oplevelsen. Formsproget er komplekst, ofte med videre forarbejdning af en hånddrejet grundmodel, hvor en symbiose mellem idé, funktion, form, materiale og drejeteknik er essentiel.
BIOGRAFI - LINK