TID og RUM - Udstilling april-maj 2014

KLIK foto = STORT format + diashow ...

TID og RUM - værker af Bodil Manz
Udstilling d. 3 april – 3 maj 2014
Lukket i påsken d. 12 - 21 april
Sammenhænge - assemblage af keramiske værker om tid og rum..
Keramikkunstens grafiker par excellence er Bodil Manz blevet kaldt, hvad enten hun tegner i en spinkel, sart streg som en personlig håndskrift, eller anvender farvede felter i en uendelig variation og rigdom.

Til denne udstilling har Bodil Manz fundet nye sammenhænge, sammensat sine kendte formtyper, motiver og ideer i en spændingsfyldt assemblage med helt nye værker.
Værkerne udtrykker kulturelle referencer og knytter sig til steder og tider, afspejler en tidløs følelse af klarhed.
Kompositionerne, translationerne viser hendes form-og materialenysgerrighed, en analytisk variation af keramiske materialer og brændinger, - hvor hvert værk kan ses i lyset af hvert sit idégrundlag. Alligevel bindes værkerne sammen, - i en udefinerbar fornemmelse for tid og rum.


Grafiske linier bryder gennem transparensen i cylindriske former, danner geometriske skyggespil, der forbindes med arkitektonisk opbyggede skulpturer i sammenhæng med naturligt rå, organiske sandstøbninger, hvor raffinerede farvenuancer bryder ud gennem upolerede overflader.
Forfinelse og elegance møder forløb af kantede former, skarpt farvede linier og felter i sammenhæng. Værkernes fortællinger kondenserer et livs arbejde og afspejler flere samtidsudtryk og indre visioner, reflekterer en personlig æstetik, en følsom sanseligt kraft og raffineret karakterfast viljestyrke.


Bodil Manz hører til i den internationale elite af keramiske kunstnere, der er repræsenteret i vigtige museer og privatsamlinger verden over.

Hendes virke er karakteriseret ved en stadig søgen og eksperimenterende aktivitet, der blandt meget andet har resulteret i væginstallationer, sandstøbte porcelænsværker og arkitektoniske skulpturer.
Bodil Manz mestrer transformationen af en geometrisk-abstrakt tankeverden fra fladedekorationen til tredimensionalt værk. Hun udfordrer konstant sig selv og beskueren af værket.

Bodil Manz er kendt for sine subtile, abstrakte dekorationer på papirtynde, enkle former. En indgående undersøgelse af transparente cylindriske og geometriske former, der med fine farverige grafiske linier og felter transformerer fladedekoration til tredimensionalt værk.
Cylinderne, udviklet siden 1990, er mangfoldige i størrelse og karakter, nogle glatte, andre i relief og påført dekoration i farvede transfer felter, der ved brændingen smelter ind i porcelænet. Den tynde skærvs transparens bevirker at den ydre og indre dekoration samles til én komposition, et magisk billede.

De pergamenttynde og transparente cylindere af porcelæn står som et højdepunkt; men gennem hele sin karriere har Bodil Manz eksperimenteret og søgt nye udfordringer i udtryk og teknik, arbejdet med hele spektret fra de tidlige ungdomsårs ekspressionistiske værker, værksteds-og fabriksproduktion af brugsting og keramiske udsmykninger til 'tavler' i gips og sandstøbt porcelæn.
Hun mestrer at skabe skrøbelige krukker med personlig styrke, identitet og poesi, men præsterer igen og igen fantastiske resultater ud fra nye ideer og usædvanlige sider af sit virke.
Skrøbelighed og gennemsigtighed er kendetegn for nogle af værkerne, brugbar elegance og geometrisk opfindsomhed eller sanselig rå form og materialekontraster for andre. I de seneste år har hendes stadige afsøgning af materialets muligheder blandt andet ført til genanvendelse af tidligere formelementer, der kombineres og samles til nye skulpturelle værker.

Bodil Manz kommer fra en kunsthåndværkerbaggrund og har bevaret et tæt forhold til en keramisk stoflighed og reference til 'krukken', beholderen, men har igennem et langt og aktivt erfaret liv udviklet traditionel brugsfunktion videre ind i et individuelt, skulpturelt og personligt univers.
Værkerne virker stærkt i kraft af hver deres karakterudtryk, der er knyttet til skaberen, hendes passion og interesseområder, nysgerrige opfindsomhed, tekniske arbejdsmetoder og materialekundskab.

I 2008 på Designmuseum Danmark (tidl. Det Danske Kunstindustrimuseum) var tiden inde til at skabe overblik over denne kunstners rige keramiske univers. Udstillingen belyste hele spektret i Bodil Manz’ arbejde fra de tidlige ungdomsårs ekspressionistiske værker til de seneste års cylindere med geometrisk, abstrakt grafik, ’Transparent Zen’. Bodil Manz har gennem 40 år udviklet et mesterskab, hvor de pergamentstynde og transparente cylindere af porcelæn står som et af højdepunkterne. Udstillingen kom hele hendes keramiske univers rundt fra værksteds- og fabriksproduktion af brugsting til keramiske udsmykninger og magiske unika værker.
Hun eksperimenterer og søger stadig nye udfordringer i udtryk og teknik fra tavler i gips, sandstøbt porcelæn og håndgjorte papirer til store geometriske værker.
”Den kunstneriske kvalitet ligger altid der, hvor et menneske virkelig brænder for at undersøge noget”.
Citatet stammer fra et interview med Bodil og Richard Manz fra 1993.
Udgivelse af bogen ’Keramikeren Bodil Manz’ - Nyt Nordisk Forlag Arnold Busk, ISBN 978-87-17-03957-5. 230 sider, rigt illustreret, dansk og engelsk tekst.

Til udstillingen CUTS AND INTERVENTIONS: Bodil Manz og Bente Skjøttgaard i Copenhagen Ceramics 2012, satte Bodil Manz sig for at undersøge sin egen keramiske historie. Hun tog sine støbeforme, anvendt til tidligere værker, fra hinanden, genbrugte og genfortolkede disse former og værktøj til nye værker, der blev samlet med helt nye formdele, som en slags spor fra værkstedet gennem tiden.

Udstillingen FRAGILE i Ann Linnemann Galleri 2012 præsenterede Bodil Manz' sæt af kopper med grafiske kompositioner, der gennemskinnede porcelænet og på magisk vis åbenbarede et nyt udtryk og farvetone fra hver ny synsvinkel. Udstillingen viste også værker af Jane Reumert, Malene Müllertz og Heidi Hentze.

Bodil Manz har rejst meget siden sin afgang fra Kunsthåndværkerskolen i 1965, fra Escula de Disefio y Artesanians i Mexico 1966 og University of California, Berkeley i 1967, hvor hun bl.a. arbejde med den store amerikanske ekspressionistiske keramiker Peter Voulcos, og til Bahrein, Kina og Korea.
Fra mødet med Richard Manz (1933-99) på Gustavsberg porcelænsfabrik i 1967 havde de fælles værksted og samarbejdede om store udsmykningsopgaver, fx til Farum Svømmehal (1978-79) og Nationalmuseet i Bahrein (1987-88), samt produktion af brugsting i porcelæn og stentøj. Blandt mange priser har hun modtaget Thorvald Bindesbøll Medaljen 2001, Nationalbankens Jubilæumsfonds hæderspris 2010, og i 2007 Grand Prize, 4th World Ceramic Biennale 2007, Korean International Competition. Hun har vist utallige udstillinger i Danmark og udlandet. Er medlem af udstillingsgruppen 'Keramiske Veje' og International Academie de la Ceramique, IAC.


Tak til Dalhoff Larsens Fond og Danish Crafts for økonomisk støtte i 2014.