TYNGDEKRAFT - Udstilling april 2012



TYNGDEKRAFT
Esben Klemann DK
Udstilling d. 29 marts - 28 april 2012

KLIK BILLEDE = STORT FORMAT + DIASHOW
Esben Klemanns udtryksmæssige kerneområde er klart defineret af hans interesse for arkitektur, konstruktion og materiale - en konstant lyst til at videreudvikle processer, der bliver altafgørende for de færdige værkers udtryk.
Esben arbejder lige frit med arkitektoniske værker til byrum og udstilling.
Altid udfordret af materialets egenskaber og med lyst til at afprøve grænser for dets formåen, om det er beton eller keramik, er han 'plain nysgerrig' og besidder herudover en svært definerbar - og 'sikkert derfor interessant' - hang til rumfortælling.
Han har lyst til at 'gøre noget helt andet tit'. Måske er det det, der driver værket.

Esben Klemann er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. Han er kendt for sine bemærkelsesværdige skulpturelle og arkitektoniske værker. Heraf kan nævnes udsmykningsprojekter i Danmark og udlandet:
To Betonbarrierer, Vanløse kulturhus - Indgangsparti, Paschal, Danmark a/s, Århus 2010 - Betonelement, Bornholms Kunstmuseum 2009 -'Trappeelementer' Eventyrhaven, Odense Kommune 2008 - Betonelementer, Teknologisk Institut, Tåstrup - 'The Bank' udendørs keramisk facaderelief på parkeringsbygning, Miami USA 2007...
Seneste udstillinger: 'Sculpture by the Sea' Århus 2011, Separatudstilling, Agallery og 'På Tværs' Tappehallerne Carlsberg, København 2010.
Legater 2012: Æreslegat, Kunstnerfonden af 1973 til gavn for malere og billedhuggere - Kunstrådets Billedkunstudvalg


TYNGDEKRAFT af Esben Klemann – Om mit arbejde:
”Jeg er grundlæggende åben for ethvert virkemiddel, der vel at mærke 'virker'. Summen af mine erfaringer kaster ideer ud i luften og udfordrer mig til at tilføje dem fysiske kroppe, - der virker. De materialiserer sig løbende på værkstedet, og venter der i bunkevis, imens jeg tænker mig om og beslutter mig for, om jeg vil arbejde videre med ideen. I positivt fald laver jeg så et par små beslægtede værker, som en art prøveballoner, og går derefter op i skala og antal. På den måde opbygger jeg min rumlige formkurve ved at prøve, se og prøve.

Således udfordrer jeg TYNGDEKRAFTEN i keramiske værker, hvori jeg alligevel prøver at gøre ting som tilsyneladende ikke kan lade sig gøre. Fordi det ALTID er interessant - keramik eller ej.
Jeg støber plastbevægelser i margarineform eller fikserer snor i skarpe rene firkanter. Banker stempler ned i lerklodser og fastfryser bevægelsen ved at støbe ned i hullet...

Jeg forsøger at opretholde en vis fart i kunstproduktionen, da jeg bilder mig ind at kedsomhed under arbejdet er direkte aflæseligt i det færdige værk. Ligesom hvis man prøver at regne den for meget ud, er doven, frygtsom eller fantasiforladt.
Man kan kalde mit arbejde for temaløst eller abstrakt, eller man kan kalde det formsprog, altså at kommunikere ved at lave kunstnerisk bearbejdede rum og genstande, der som en kontrast til det almindelige sprøjter vitalitet ind i tingene.

Et værk på gulvet virker anderledes end værket på væggen - ligesom der er stor forskel på at lave en genstand og stille den frem på en udstilling, eller at bygge tingen til sin placering.
Når jeg bearbejder området imellem loft og væg, bevæger jeg mig ind i et område, hvor der ofte er opsat stuk. Mit udtryk støder på den måde sammen med publikums forventning til en skulpturel bearbejdning på den placering, som tit er noget i retning af romersk ornamentik og svungne blomsterdekorationer.
Således kan jeg angribe folks lagrede forestilling om hvordan stuk ser ud, og samtidig lege skulpturelt med rummene på steder, hvor der ellers kun er plads til kunstværker i vindueskarm, fladt på væggen, eller i det små på hylder.

I byrummet arbejder jeg med betonelementet, fordi det ofte er betonelementer, der danner den arkitektoniske ramme omkring folk. Beton er billigt, robust og fleksibelt - men bliver desværre mest anvendt i form af firkanter med plane sider. Ved at omforme disse vil jeg vise andre muligheder for, hvordan et betonelement kan virke og se ud. Jeg har lavet kopier af de afspærringsklodser, som typisk står omkring vejarbejde i bybilledet. En betonklods tilføjet en reliefvirkning er smuk, og så har den en fleksibilitet som netop mobil betonklods, der er befriet for den traditionelle skulpturs stivnede forankring på en sokkel. Det er naturligt at flytte på betonklodsen og bruge den i nye sammenhænge.”
www.esbenklemann.dk