GRAFISKE FORTÆLLINGER - Udstilling maj 2012


KLIK på BILLEDE =
STORT FORMAT
og diashow

Grafiske Fortællinger
Lisbeth Holst-Jensen DK
Udstilling d. 2 – 26 maj 2012



En keramisk komposition af grafiske billedflader i samspil med ovale krukker
Udstillingen er et flot eksempel på hvordan faglig dygtighed, teknisk opfindsomhed, kunstnerisk og musikalsk forståelse kan forenes i det keramiske medie.

Krukker og 'billedflader' afspejler Lisbeth Holst-Jensens store erfaring med det keramiske materiales stoflige muligheder, kunsthistorisk viden og kunstnerisk nysgerrighed sammenkædet med en stor interesse for og glæde ved musik.
Lisbeth Holst-Jensen er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København og Eksam.Art Kunsthistorie, Københavns Universitet. Hun har undervist på Skolen For Brugskunst (nu: Danmarks Designskole) i en årrække og er særligt kendt for sin kunsthistoriske viden, dekoration- og materialeforståelse, samt en ukuelige passion for at arbejde med det keramiske materiale fra de første brugstings dekorative udtryk til de nyeste grafiske og billedlige motiver på keramisk form og flade. Hun har modtaget legater fra bl.a. Statens Kunstfond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond og haft separatudstillinger på Danmarks Keramikmuseum, 2007, Georg Jensen, 2004, Galleri Nørby, 2001, Bornholms Museum, 1999, samt solgt værker til Statens Kunstfond, Kunstmuseet Trapholt, Ny Carlsbergfondet m.fl.

GRAFISKE FORTÆLLINGER af Lisbeth Holst-Jensen www.lisbethholst-jensen.dk
”De ovale formers overflade er karakteriseret ved at indholdet fortælles i et grafisk sprog, hvor fordelingen mellem mørke og lyse flader danner grundstrukturen, og det keramiske materiale tilfører udtrykket en høj grad af sanselig dybde og stoflig karakter. Billedfladen viser de forenklede motiver og linjers udtryksfuldhed samt det spændingsfelt, der opstår imellem dem.
Mit ønske er, i et abstrakt grafisk formsprog, at formidle en stemning, fortælle en historie.
Motiverne bygges op på en stofflade, hvor et hvidt og et sort ler lægges i lag over hinanden. Det er således tykkelsen af det lyse porcelænsler, der bestemmer i hvor høj grad den sorte lerfarve træder igennem. Det bløde porcelænsler dryppes, hældes, pensles på stoffet. Metoden giver mig mulighed for en stor bevægelsesfrihed ved skabelsen af motivet, ligesom den giver plads til improvisation og impulsivitet. Dette tynde ler-billede overføres til en lerplade, der herefter bearbejdes til en oval form. Denne arbejdsmåde, som jeg har udviklet, resulterer i en rigdom af nuancer, der levendegør det billedlige udtryk.
Motivmæssigt er jeg afhængig af det, jeg ser i mine omgivelser. Jeg bliver ofte optaget af en detalje, en struktur, som jeg breder ud, og som sætter dagsordenen for hele kompositionen. Jeg tegner eller maler temaer igennem igen og igen, og arbejder mig derved frem til en forenkling og en grad af abstraktion, der gør motivet flertydigt og rummeligt for fortolkninger. Resultatet indeholder ofte et spændingsfelt, fortæller en historie.

De bemalede vægplader er opstået ud fra et ønske om at arbejde med fladen i store formater. De enkelte lerplader kan, som et modul, sammensættes til større helheder. Det giver bedre udfoldelsesplads, kan indeholde mere 'materiale' og rumme flere udsagn. Dette ønske er en naturlig konsekvens af det til tider meget koncentrerede udtryk på de ovale krukker og andre keramiske former.
Jeg har udviklet den samme billedteknik, som jeg nu overfører til en keramisk plade, der beholder sin stramme form og ensartede overflade efter brænding. Pladerne kan indgå som selvstændige billeder med temamæssig sammenhæng - eller fremstå som en samlet komposition. Denne brug af lerplader lægger op til nye muligheder for at arbejde med rumudsmykning...”

Biografi – Lisbeth Holst-Jensen CV
Lisbeth Holst-Jensen er opvokset på Bornholm, som genbo til den ældste stentøjsfabrik i Norden, Hjorths Fabrik, hvor hun som barn hentede forglødede kasserede ting, hun malede på. Som 15-årig begyndte hun at lave sine egne ting i ler, der blev brændt på fabrikken. Stedet var for hende en 'Aladdins Hule' og har i høj grad præget de første års keramiske arbejder.
Inspirationen opstod generelt fra det frodige keramiske miljø på Bornholm, Lisbeth Munch Petersen, Gertrud Vasegård, Marie Hjorth, Grethe Lindblad, Julie Høm, Bo Christiansen, Hans Munch Andersen og Gert Hjorth Petersen, - og mange andre; - samt fra ”den bornholmske natur, den store variation i landskabet, planter og gevækster, havet og klipperne”.

Lisbeth startede på Kunsthåndværkerskolen i København som 18-årig. – Hun fortæller: ”Det var en åbenbaring at få lov til at beskæftige sig med min største interesse, det kreative – hver dag. Jeg havde Niels Lauesen som lærer alle 5 år, og er taknemmelig for det. På en skolerejse til London i 1974 med besøg på 'Tate Gallery' var det især en stor oplevelse at se en særudstilling af maleren Mark Rothko.”

Hun læste kunsthistorie på Københavns Universitet 1975-79 og beskæftigede sig bl.a. med malerne Max Ernst og Jackson Pollock, samt kalkmalerier fra Middelalderen i Danmark og Italien. - ”Forelæsningerne om billedkunst, skulptur og arkitektur åbnede for en ny verden – et skatkammer af udtryksformer, som dannede et fundament for resten af arbejdslivet”.

Legatophold på Statens Værksteder for Kunst og Håndværk (1998, 2001) og stipendieophold på Institutionen San Cataldo, Italien (2002, 2008) betød optimale arbejdsbetingelser og ny kunstnerisk udvikling.
På rejser og udstillinger først og fremmest i Europa er meget aktiv tid gået med at kigge samlinger igennem og opsøge store separatudstillinger af væsentlige kunstnere, hvis samlede værk har gjort indtryk, senest Kandinsky-udstillingen på Centre Pompidou i Paris. Ligeledes var en legatrejse til New York en stor inspiration, - ”og naturligvis kollegaers arbejder og udstillinger i Danmark”.