TEKTONISKE FORSKYDNINGER - oktober 2012
KLIK på billeder
= STORT format
+ diashow
TEKTONISKE FORSKYDNINGER - hemmelige i forvandlingen
Bente Hansen DK
Udstilling d. 4 – 27 oktober 2012
Konstruktivistisk avantgarde i keramisk form og flade.
Den anerkendte danske keramiker, Bente Hansen udstiller helt nye værker.
Fra geometrisk sammensatte skulpturer og vægobjekter, fragmenter af stuk og vægpaneler til spændingsfyldte farvede dekorationer på enkle krukkeformer.
”Hvert lag tilføjer et nyt afsnit, et nyt kapitel, et nyt lag i fortællingen i stadig forvandling.”
Vægobjekter, geometriske skulpturer og krukker er enten modellerede eller drejede og videreformede.
De er farverigt glaseret, – og i balance med form og udtryk forvandlet i en stadigt søgende proces.
Ved lag på lag applikation af farvede transfers, guld og sølv nuanceres de keramiske farver og forandres i brændingen, sammensmeltes, blandes og skjuler eller delvis dækker de underliggende lag.
Motiverne er opstået i en eftertænksomt reflekterende arbejdsproces og kan i det geometriske formsprog relatere til både Bauhaus, Avantgardens kunst, arkitektur, collage og japansk tekstil.
Bente Hansen
”En lille bog fra Middelhavsmuseet i Stockholm, hedder "Hemliga i Förvandlingar'' og handler om de ægyptiske guders evige transformationer.
Dekorationerne på mine helt enkle krukker, skabt til denne udstilling, består af transfers oftest i mange lag, brændt utallige gange.
Hver gang forandres farverne temmelig uforudsigeligt selv ved den lave temperatur. Hvert lag tilføjer et nyt afsnit, et nyt kapitel et nyt lag i fortællingen i stadig forvandling.
Transfer farver - denne særlige teknik med at overføre keramiske farver til stentøj eller porcelæn, fik jeg for første gang i hænde på Bing & Grøndahl i slutningen af 60erne.
Siden arbejdede jeg med dekorationer, hvor jeg dækkede det ene lag begitning efter det andet med latex. Så kom en lang periode med amorfe former, som ikke kaldte på nogen form for dekoration. Indtil jeg for ikke længe siden ved et tilfælde i Holland fik transfer ark i hænderne igen.
Resultaterne er kalejdoskopiske med mindelser fra Bauhaus, avantgarden fra Rusland og meget andet.
Selvom de ovale krukker er simple, enkle at aflæse, kalder de individuelt på deres eget billede, så hver krukke har sin helt egen begyndelse og fortsættelse.”
www.bentehansen.dk
Bente Hansen har i sin lange karriere været særdeles aktiv og engageret indenfor dansk keramik og design.
Hun var tilknyttet Bing & Grøndahl 1964-1970 og Royal Copenhagen 1976-1980, leder af keramisk afdeling Danmarks Designskole (nu: Det Danske Kunstakademi – designskole) 1992-97, og har haft eget værksted siden 1966. De første 41 år i Brolæggerstræde, København. Gift med Ole Palsby havde hun værksted i Aalsgaarde, - og i 2012 har hun etableret nyt værksted i Sturlasgade i København.
Bente Hansen er medlem af Corner, Keramiske Veje, Danske Kunsthåndværkere, IAC International Academy of Ceramics... Udstillingsaktiv i Danmark og udlandet, samt modtager af flere danske og udenlandske priser.
Tidligere værker:
Udvalgte udstillinger: Galleri Nørby - 'Corner' Charlottenborg - 'Collect' Victoria & Albert Museum, London - 'Keramiske Veje' Sophienholm - Gudhjem Museum 2010 - 'Corner' Sophienholm 2012...
Repræsenteret: Ny Carlsbergfondet, Statens Kunstfond, Danmark - Stockholms Nationalmuseum, Jönköping Läns Museum, Röhsska Kunstslöjdmuseum, Sverige - Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum, Museum für Kunst und Gewerbe, Hamburg, Tyskland - Museum Boymans-van Beuningen, Rotterdam - Hetjens Museum Düsseldorf - Victoria & Albert Museum, London ...
Prismodtager: Spezial-Preis Saltzbrand '83, Koblen – Statens Kunstfond 3 års stipendium 1985 - Kunsthåndværkerprisen 1990 - Estonian State Culture Prize 1991 - Thorvald Bindesbøll Medalje 1997 - Inga & Ejvind Kold Christensens Fond 2005 - Bayerrischer Staatspreis 2011 med guldmedalje...